Oplev en sjov børneteaterforestilling med fuld af musik for hele familien, når Ringsted Bibliotek sammen med Louise Schouw Teater inviterer indenfor til en formiddag med drengen Vitello, som de fleste børn kender fra Kim Fupz Aakesons populære billedbøger. Det er lørdag den 5. februar kl. 11.00-12.15.

Drengen Vitello har fået navnet ”Vitello”, fordi hans mor har boet i Italien i to måneder, dengang hun var meget ung og vist også meget smuk. Men nu bor mor og Vitello i Danmark i et rækkehus ved siden af ringvejen, hvor der kører mange biler.

I teaterforestillingen leder Vitello efter en far, han kan vise frem til sine irriterende venner, tvillingerne Max og Hasse og møgungen William. I sin søgen får han både en klam kæreste, møder en tunghør pølsemand og Gud. Er det i orden at have en papfar med en rød sportsvogn, når ens rigtige far er en superengel?

Man kan sige meget om Vitello, der elsker sin mor og spaghetti med riveost, men kedelig, det er han bestemt ikke. Vitello er nemlig ikke ret god til at kede sig. Han skal nok finde på noget sjov og ballade at lave.

Det er Louise Schouw Teater, der står bag opsætningen af forestillingen. Teatret har i over 20 år leveret givende og engageret børneteater til glæde for børn og deres forældre.

Der findes mere end 20 billedbøger om krudtuglen Vitello, og handlingen fra en del af disse er med i teaterforestillingen. Den seneste bog ”Vitello holder vildt meget weekend” er netop udkommet i 2021. Billedbøgerne om Vitello kan I naturligvis låne på biblioteket.

Tilmelding og billetter

Louise Schouw Teater opfører børneteaterforestillingen Vitello i Anlægspavillonen lørdag den 5. februar kl. 11.00-12.15. Billetterne koster 65 kr. for voksne eller 55 kr. for medlemmer af biblioteksklubben KULT og 35 kr. for børn. Du kan købe billetter online via ringstedbib.dk. Forestillingen er for børn fra 5 år. Biblioteket henstiller til at aldersgrænsen overholdes.

Foto: Louise Schouw Teater