Borgerrådgiveren i Ringsted Kommune har afleveret sin årsberetning, der løber fra den 1. august 2021 – 31. juli 2022. Der er sket en stigning i antal henvendelser, men der er færre forhold, som borgere klager over.

Borgerrådgiveren i Ringsted Kommune har indgivet sin årsberetning for året 1. august 2021 – 31. juli 2022, og mandag blev Byrådet orienteret om rapporten på Byrådsmødet.

Det seneste år har 180 borgere henvendt sig til Borgerrådgiveren i Ringsted Kommune, og dermed er der sket en lille stigning sammenlignet med året før. Der henvendte 159 borgere sig til funktionen. Til gengæld er der sket et fald i de forhold, som borgerne klager over. I år var det 298 forhold mod 329 ved seneste indberetningsår.

Borgerne klager fortsat mest om forhold vedrørende kommunens afgørelser.
Samles alle klageforhold, der handler om afgørelser og vilkår, er det i alt 71 klageforhold, svarende til ca. 24% af de samlede klageforhold i beretningsåret.

Borgmester Henrik Hvidesten siger:

”Jeg glæder mig over, at både borgere og medarbejdere benytter borgerrådgiveren. Baggrunden for at etablere funktionen var blandt andet at lette vejen ind i kommunen for borgere, og vejlede borgere om deres rettigheder. Samtidig kan vi se, at ledere og medarbejdere internt i organisationen fortsat bruger funktionen til sparring og til vedvarende læring, når det gælder kontakten mellem borgere og kommune.”

Anbefalinger fra borgerrådgiveren

Borgerrådgiveren anbefaler i sin årsberetning:
At ledelsen sikrer borgernes retssikkerhed i mødet med kommunen
At ledelsen understøtter mere målrette læring af sagerne fra borgerrådgiveren.
Borgerrådgiver Katrine Jensen siger:

”Det er en kerneopgave i al offentlig forvaltning at sikre borgernes retssikkerhed. Det betyder i bund og grund, at man som borger kan gennemskue hvilke rettigheder og pligter, man har, og at man kan forvente en ordentlig proces med en korrekt afgørelse. Når borgere kommer til mig og fortæller, at de føler sig urimeligt behandlet, kan der være fordi, at borgerens retssikkerhed ikke er fuldt udfoldet, fordi der er gået noget galt et sted i processen. Derfor er en af mine anbefalinger, at der er øget fokus på retssikkerhed, og der fortsat sker en målrettet læring af sagerne fra borgerrådgiveren.”

Læs mere om borgerrådgiveren og læs hele årsberetningen på www.ringsted.dk.

 

Foto: ABW