Fra på søndag, 11. februar 2024 vil yderligere 75 elbusser køre ud på vejene rundt om i de sjællandske kommuner. Ni kommuner og Region Sjælland skifter gamle busser ud med nye grønnere, mere miljøvenlige elbusser. Movias samlede andel af elbusser på Sjælland er derfor nu oppe på 41 pct.
“I 2021 valgte byrådet elbusser til kommunen. Nu kan vi glæde os over at se dem glide stille gennem vores gader. Elbusserne bliver en positiv tilføjelse til vores by, som både bymidten og landområderne får glæde af. De nye elbusser reducerer både forurening og støjniveauet fra trafikken. Helt i tråd med vores grønne omstilling i Ringsted kommune”, siger Britta Nielsen, formand for Klima- og Miljøudvalget.