Torsdag den 28. september lukker Ringsted Sogn dørene op for et brag af et godt foredrag i Klostermarkskirken. Foredraget begynder kl. 19.30, men dørene er åbne fra kl. 19.00 – og der er gratis adgang samt ingen tilmelding.

Titlen er “Det utilstrækkelige selv” og henvender sig til de voksne om de unge – og om hvorfor de unge føler sig presset af påbudssamfundet. I dag er der meget få ting, som de unge ikke må, men der er utrolig mange ting, de skal. De skal få sig en uddannelse, de skal leve sundt og leve længe og lykkeligt, og så skal de først og fremmest være begejstrede og huske at nyde det. Det betyder, at hvad der engang var et frisættelsesprojekt i dag er blevet de unges ideal, som afføder skam, selvbebrejdelse og utilstrækkelighedsfølelser.

Hvad kan voksne gøre for at hjælpe de unge til at genvinde livsmodet? Hvad kan de unge selv gøre? Og hvad har kristendommen af bud på, hvordan vi undgår at tabe en hel generation, der er bange for, at de mister sig selv?

Alt dette vil aftenens gæst Christian Hjortkjær dele med os – og alle er meget velkomne!

Christian Hjortkjær er lærer på Silkeborg Højskole, hvor han underviser i fagene Det utilstrækkelige selv samt Filosofi og Teologi. Han har skrevet en række bøger i krydsfeltet mellem teologi, sociologi og eksistensfilosofi om bl.a. ungdom, skam, sorg, angst og sårbarhed.