Glæd dig til latterkramper og godt humør, når Ringsted Festival 2022 byder en række komikere velkomne.

Musikprogrammet er i top, maden og drikkevarerne bliver en oplevelse for sig – og dagene i Lystanlægget skal bare være de sjoveste.

Derfor introducerer de nu endnu et underholdningselement på festivalen, nemlig comedy!

De første tre komikere, som arrangørerne kan offentliggøre på Ringsted Festival 2022 er Lasse Rimmer, Mikkel Rask og Natasha Brock. Du kan opleve dem om lørdagen i Folketeltet.

Lasse Rimmer har i mere end 20 år bevæget sig rundt i alle afkroge af den danske comedyscene. Karrieren begyndte i 1993 og gennem årene har Lasse ubesværet og dedikeret bevæget sig rundt inden for teater, film, som TV-vært og radio-vært!

Det er morsomt, det er charmerende, og det er nærværende, når Natasha Brock indtager scenen. Hun bruger sig selv og sine betragtninger til med sin underspillede charme at levere grænsesøgende, selvbiografisk komik om de tabuiserede afkroge af voksenlivet og parforholdet.

Natasha er aktuel med sit andet soloshow ‘Ha’ det godt i Natashaland’ til efteråret, så glæd dig til en lille forsmag på Ringsted Festival.

Mikkel Rask leverer altid et unikt show, som er målrettet arrangementet. Mikkel vandt i 2015 ”DM i Stand-up” og har i de få år, som er er gået siden, etableret sig stærkt i den danske standup-branche. Han har bl.a. været medforfatter til ”Live fra Bremen”, ”Nørgaards Netfix” samt ”Dybvaaaaad” og ”Danish Dynamite”.

Nordjyden Mikkel Rask startede sin karriere i 2008, hvor han var en del af det Aarhusianske standup-miljø, og har siden han landede i København været en travl og meget efterspurgt komiker.

Bestil billetter her

 

Foto: Ringsted Festival