Allerede i næste uge får de fyringstruede medarbejdere på Danish Crown hjælp til at komme videre til et nyt job, når Ringsted Kommune i samarbejde med fem andre kommuner møder op på slagteriet for at tilbyde individuelle samtaler til de fyrede medarbejdere.

Den 18. april meddelte slagterivirksomheden Danish Crown, at de lukker deres fabrik i Ringsted. Siden har der været gennemført forhandlinger mellem Danish Crown og de faglige organisationer, men i tirsdags stod det klart, at slagteriet endegyldigt lukker og knap 1.200 medarbejdere skal finde andet job.

Nu venter der en stor og meget vigtig opgave, ifølge Klaus Hansen (V), borgmester i Ringsted Kommune:

 “Lige siden vi fik den triste nyhed om, at Danish Crown lukker deres slagteri i Ringsted, har vi på tværs af alle partier i byrådet haft fuldt fokus på at hjælpe de mange medarbejdere, som nu står i en meget svær situation. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at byrådet i mandags afsatte ekstra 2 mio. kr. til den her indsats, så vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe de her medarbejdere videre til et nyt job”, siger Klaus Hansen.

Samtaler, uddannelsesmesse og jobmesse samt fremskudt mini-jobcenter

Allerede i næste uge rykker 13 jobkonsulenter fra jobcentrene i Ringsted, Holbæk, Slagelse, Næstved, Faxe og Sorø Kommuner ud til Danish Crown for at tilbyde samtaler til alle de fyrede medarbejdere. Samtalerne vil have fokus på, hvor og inden for hvilke brancher der mangler arbejdskraft, og hvor der derfor kan være gode muligheder for at finde et nyt job, ligesom behovet for kompetenceudvikling også vil være i fokus.

Susanne Frydenlund, arbejdsmarkedscenterchef i Ringsted Kommune vurderer, at der over tre uger skal gennemføres omkring 900 samtaler, hvilket kun kan lade sig gøre, fordi der har været et målrettet og dedikeret samarbejde mellem de seks kommuner og Arbejdsmarkedskontor Øst under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR):

“Vi hverken kan eller skal løse den her opgave alene i Ringsted Kommune. Derfor er jeg også rigtig glad for den store opbakning, som der har været til den indsats, vi nu skal i gang med. På tværs af kommuner og stat kan vi nu møde de fyrede medarbejdere med et indgående kendskab til de uddannelses- og jobmuligheder, som der er lige nu for den enkelte,” siger Susanne Frydenlund.

Hun tilføjer, at der til juni er planlagt en større uddannelsesmesse for de fyrede medarbejdere, ligesom der til august afholdes en jobmesse, hvor en lang række virksomheder, også fra Kalundborg-området, inviteres til at deltage. Efter sommerferien rykker Ringsted Kommunes jobcenter desuden ud til Danish Crown med et mini-jobcenter, som skal hjælpe de medarbejdere, som endnu ikke har fået nyt job.

Foto: ABW