De seneste tre måneder har projektet ´Kulturen flytter ud´, været en del af Ringsteds ungemiljø i næste uge afsluttes projektet. ’Kulturen flytter ud’ er et samarbejde mellem Ringsted, Lejre og Kalundborg Kommune, og et af en række modelforsøg under Kulturministeriet, der har til formål at afprøve nye veje for kunst og kulturskabelse med og for unge i hele landet,

I et samarbejde mellem Ringsted Musik- og Kulturskole og Ung Ringsted er Ringsteds udskolingselever hen over efteråret i projektet blevet præsentereret for kunstretninger som musik, film, grafisk tryk, spoken word, grafitti og dans gennem forskellige initiativer og aktiviteter.

Forløbet gik i luften i september med kulturbomber på byens overbygningsskoler, hvor alle elevene fra 7. – 9. klasse blev introduceret for de 6 kunstretninger i projektet. Siden da har en række udskolingsklasser også haft særligt besøg af en af projektets kunstnere i fordybelsesforløb, hvor eleverne har afprøvet en af de seks kunstretninger nærmere, og i efterårsferien blev der afviklet to dages intensiv camp i Klub K, hvor der blev arbejdet på tværs af kunstarterne. Og under hele forløbet har de unge hver mandag og torsdag selv kunnet arbejde og eksperimentere med deres udtryk på nye måder og i nye former i åbne værksteder i Ung Ringsteds Klub S og Klub, hvor projektets 6 forskellige kunstnere og klubmedarbejdere fra Ung Ringsted har arbejdet sammen med de unge om at skabe deres egne udtryk på nye måder og i nye former som elektronisk musik, poetry slam, serigrafi og grafitti.

Fredag kl. 16-18 markeres projektets afslutning med et åbent hus arrangement i Ung Ringsteds Klub K på Korsevænget 16. Her er alle velkomne til at komme forbi og møde de seks kunstnere og opleve de nogle af de værker unge har skabt undervejs i projektet.

Projektets camp i uge 42, hvor tre unge arbejder sammen med filminstruktør Bruno Edelman. Pressefoto.