Der er skruet op for de gode koncerter og comedy, når Kulturhuset og Teater- og Kongrescenteret i Ud Af Boxens efterårsprogram er gået sammen om at synliggøre kulturtilbud for unge.

Ringsted Kulturhus har siden 2020 afviklet koncerter under konceptet Ud Af Boxen med fokus på at skabe oplevelser og muligheder for Ringsteds unge. Nu er tiden kommet til at tænke videre og større igennem et samarbejde med Ringsted Teater- og Kongrescenter. ”Vi har over længere tid haft mange snakke på tværs af kulturinstitutionerne i Ringsted, om hvordan vi i fællesskab kan styrke kulturprofilen for de unge”, udtaler Jacob Brandt Jensen, leder af Ringsted Musik- og Kulturskole og Ringsted Kulturhus – og fortsætter: ”Ind imellem kan man godt støde på en fortælling om, at man som ung i Ringsted skal udenbys for at finde de gode oplevelser – det vil vi rigtig gerne udfordre ved at synliggøre, hvor meget der faktisk sker inden for postnummeret.”

Med et efterårs-lineup spændende fra unge up coming bands som Undertekst og Blåøjet, til mere velkendte artister, som det fremadstormende Blæst og komikeren Victor Lander, er Kulturhuset og Kongrescenteret klar med både gode koncerter og gode grin for alle i efteråret 2022. ”Kulturhuset er den perfekte ramme for de mindre koncerter og dem, der er på vej.”, udtaler JBJ. ”Når de så har vokset sig større, kan man være heldig at møde dem igen på den store scene i Kongrescenteret”. Et lyslevende eksempel på det er bandet BLÆST, som siden de første gang optrådte med en Ud Af Boxen koncert i Ringsted er røget til tops på playlisterne og har spillet på festivaler i hele DK hele sommeren. I november kan de igen opleves i Ringsted, men denne gang i Kongrescenteret. ”Der er masser af unge i Ringsted – og med Ud Af Boxens efterårsprogram er der også masser af oplevelser klar til dem!”, slutter Jacob Brandt Jensen.

Ud Af Boxen åbner efterårets program torsdag d. 1. september kl. 20.00 i Ringsted Kulturhus med en koncert i Ringsted Kulturhus med den lokale sanger og sangskriver Katrine Trampedach med band. Ud Af Boxens program kan følges på facebooksiden Boxen.Ringsted og Billetter kan købes via billet.dk.

Pressefoto