I disse dage tømmes de gamle affaldsstativer for sidste gang og de nye affaldsbeholdere på hjul skal tages i brug. Det betyder, at du nu kan sortere både blød plast og mad- og drikkekartoner fra til genanvendelse hjemme hos dig selv. Og metal og glas har nu deres helt egen beholder, hvor materialerne ikke længere skal blandes sammen.

Tjek på tømmedatoer
Fra 1. oktober er det Urbaser, som sørger for at hente affaldet hjemme hos dig. I forbindelse med skiftet af renovatør har det været nødvendigt at omlægge nogle af ruterne, og det kan derfor være, at du vil få nye tømmedatoer. De nye
tømmedatoer ligger nu fast, og du kan se dem i tømmekalenderen. Af tekniske årsager er kalenderen dog først fra søndag d. 1. oktober opdateret med de nye piktogrammer.

Det er derfor ikke endnu muligt at se, hvilken genbrugsbeholder som bliver tømt hvornår. Vent derfor med at printe kalenderen ud til efter på søndag. Er man tilmeldt AffaldPlus’ beskedservice, får man dagen før besked om, hvad de kommer og tømmer.

Se din tømmekalender på affaldplus.dk/ringsted.

Har du tjek på standpladsen?
Da de nye beholdere skal kunne køre uhindret frem til skraldebilen, er det nødvendigt, at din adgangsvej har kørefast underlag. Tjek kravene til både standplads og adgangsvej på AffaldPlus’ hjemmeside. Lever standplads og adgangsvej ikke op til kravene, skal du huske selv at køre beholderne frem til skel på tømmedag.

Fakta
• Fra 1. oktober 2023 hentes dit affald af vores nye renovatør, Urbaser. Ca. 30 % af indsamlingerne vil foregå i elbiler.
• Affaldet indsamles som hidtil i to-kammerbiler, så dit sorterede affald forbliver adskilt i bilen.
• På affaldplus.dk/ringsted-affalds-abc kan du få hjælp til din sortering – ABC’en indeholder over 2000 søgeord
• Information om, hvordan du skal sortere, kan findes på AffaldPlus’ hjemmeside. Der findes også materiale på engelsk. Du kan få klistermærker til din indendørs sortering på genbrugspladsen, så længe lager haves.
• Har du særlige behov, fx hvis du er synshandicappet eller sidder i kørestol, kan de tilbyde ekstra mærkning af dine affaldsbeholdere. Kontakt AffaldPlus, hvis du har dette behov.

Nu hentes de gamle stativer
Fra uge 40 begynder de at indsamle de gamle affaldsstativer. Hvis du har sat din røde kasse til miljøfarligt affald i stativet, så husk at tage den ud. Og har du monteret postkasse eller navneskilte på stativet, skal du også fjerne disse.

Har du sat et ’Lad mig stå’-klistermærke på dit stativ, eller har du sat det godt af vejen inde på din grund, så tager vi det naturligvis ikke med. Men ellers vil stativer, som står fremme uden mærker, blive hentet i løbet af de næste 6-8 uger. Ved indsamlingen tager de genbrugskassetterne ud af stativet og komprimerer metallet, så de har plads til så
mange stativer som muligt. Stativet bliver altså mast sammen, når de henter det. Der er derfor ingen ’fortrydelsesret’, når først de har hentet det. Derfor er det NU, du skal tage affære, hvis du alligevel vil beholde stativet og benytte det til noget andet.

Spørgsmål om sortering?
Er du i tvivl om den nye sortering, kan du få hjælp i det informationsmateriale, som blev lagt i din postkasse, da du fik de nye beholdere. Materialet kan også findes på AffaldPlus’ hjemmeside.

Affalds-ABC’, hvor man kan få hjælp til sin sortering, bliver desuden opdateret pr. 1. oktober. Så kan du fx slå ordet ”Mælkekarton” op og få at vide, at den skal i beholderen til ”Plast/mad- og drikkekartoner”.