Vær med til en aften i litteraturens og bøgernes tegn, når forfatteren Kim Leine er gæst i Ringsted Biblioteks podcast Æseløre, som afholdes live med publikum i Anlægspavillonen. Det er torsdag den 3. februar kl. 19.00-21.00.

Livepodcast om bøger, læsning og litteratur
Mød forfatteren Kim Leine i en levende samtale med bibliotekarerne Sanne Christensen og Morten Halskov Jensen. Samtalen kommer til at handle om læsning og litteratur, og går i dybden med bøger, der har gjort et særligt indtryk på Kim Leine – både som læser og som forfatter. Samtalen kommer også til at handle om et udvalg af Kim Leines egne romaner, og der bliver en snak om skriveprocessen og et par ord om, hvor inspirationen kommer fra.

Kim Leine har modtaget en lang række priser for sine bøger blandt andet De Gyldne Laurbær, DR Romanprisen og Nordisk Råds Litteraturpris. Han er aktuel med romanen ”Efter åndemaneren”, der udkom i efteråret 2021 og som afslutter hans store Grønlandstrilogi om landets historie og forholdet til Danmark.

Samtalen med Kim Leine bliver optaget og senere udgivet som en episode i podcasten Æseløre, der er Ringsted Biblioteks podcast om bøger. Her kan du lytte til samtaler om litteratur og få anbefalinger til bøger, du kan finde på biblioteket. Hver episode varer ca. 45 minutter og har sit eget tema, eller er en samtale med en kendt dansk forfatter. Du kan finde ”Æseløre – Ringsted Biblioteks podcast om bøger” på ringstedbib.dk eller der, hvor du plejer at lytte til podcast.

Tilmelding og billetter
Ringsted Biblioteks livepodcast med forfatteren Kim Leine afholdes i Anlægspavillonen torsdag den 3. februar kl. 19.00-21.00. Billetterne koster 135 kr. eller 105 kr. for medlemmer af biblioteksklubben KULT. Du kan købe billetterne online via ringstedbib.dk.

Showet er en del af Biblioteket i Pavillonen, hvor deltagerne mødes på biblioteket kl. 18.30 til velkomst og en lille forfriskning, inden de sammen går over til arrangementet i Pavillonen kl. 19.00.

Foto: Robin Skjoldborg