Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2022/09/14 til 2022/09/27.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Bedstedvej, Kværkeby, Ringsted

Kl. 22.34 anmeldte en 18-årig mand fra Ringsted, at han som fører af en personbil havde været impliceret i et færdselsuheld, og at modparten efterfølgende var stukket af fra stedet.
Politiet fik kontakt til den 18-årige, der var sluppet uskadt fra uheldet, men hans personbil havde skader på sin højre side efter en påkørsel.

Den 18-årige var i sin personbil kørt ad Bedstedvej i nordøstlig retning, da han i et T-kryds lige syd for jernbanen blev påkørt på sin højre side af en hvid personbil, der kom fra sidevejen og ifølge den 18-årige ikke havde overholdt sin vigepligt.
Den 18-åriges bil snurrede rundt som følge af påkørslen, og modparten flygtede straks fra stedet ad Bedstedvej mod nord over jernbanen i retning mod Køgevej.
Politiet har nu optaget rapport om færdselsuheldet for at få identificeret både den hvide personbil som modpart og føreren af køretøjet.

Hurtig knallert indbragt til undersøgelse – Ahorn Alle, Ringsted

Kl. 19.05 kørte en patrulje på Ahorn Allé i Ringsted, da en hurtig knallert kom kørende i østlig retning uden lys på og føreren kørte uden hjelm. Patruljen tændte de blå blink, for at få knallertføreren til at stoppe. Han standsede dog ikke, men forsøgte at køre væk via et grønt område, hvor knallerten væltede. Den unge knallertfører, en 18-årig mand fra Rumænien med adresse i Danmark, var uskadt efter styrtet. Han blev sigtet for at køre på en for hurtig knallert, som ikke var indregistreret eller forsikret, for at køre uden hjelm og for at stikke af fra politiet. Knallerten blev taget med til nærmere undersøgelse på rullefelt, som kan måle tophastigheden på knallerten. Den 18-årige vil herefter høre mere i sagen.

Påvirket bilist – Ringstedvej, Mørkøv, Holbæk

Kl 17.18 standsede en patrulje en bil ført af en 31-årig mand. Det viste sig, at manden var frakendt førerretten. Patruljen fik samtidigt mistanke om, at manden var påvirket. En narkometertest viste, at manden var påvirket af både kokain og cannabis og han blev derfor anholdt og taget med på sygehuset, så han kunne få udtaget en blodprøve. Da manden samtidigt havde gæld til det offentlige, blev der samtidigt beslaglagt 7000 kroner til at afdrage på gælden.

Påvirket bilist – Ringstedvej, Roskilde

Kl 05.30 standser politiet en personbil ført af en 25-årig mand. En narkometertest viste, at manden var påvirket af cannabis og i bilen blev der samtidigt fundet en mindre mængde hash. Den 25-årige valgte at tage flugten fra patruljen, så derfor blev der tilkaldt en hundepatrulje. Hund og fører fik fært af den 25-årige og kunne følge sporet over jernbanen til et buskads i Darup. Hundeføreren kunne pludseligt høre, at den unge mand inde i buskadset fik behov for selv at fortælle, hvor han var. Og da politimanden kort efter nåede frem til stedet, så sad hunden da også og vogtede over den 25-årige.

 

Foto: ABW