Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2022/10/19 til 2022/11/01.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Alvorligt færdselsuheld – Roskildevej, Ringsted

Kl. 16.33 skete et sammenstød på Roskildevej i Ortved, da en bilist, en 32-årig mand fra Ringsted kørte mod syd, da han af uvisse årsager kom over i den modsatte banehalvdel, hvor han stødte sammen med en modkørende bilist, en 68-årig kvinde fra Bjæverskov. Færdselsafdelingen var på kontrol i Ringsted, så der var hurtigt patruljer fremme.

Der var mistanke om, at den 32-årige havde svære skader og blev fløjet med helikopter til behandling, og den 68-årige blev kørt med ambulance til sygehuset. Den 32-årige blev dog senere udskrevet fra sygehuset med lettere tilskadekomst, mens den 68-årige fik konstateret alvorlige brud.

Hele Roskildevej blev spærret mens en bilinspektør undersøgte uheldsstedet. Der blev rutinemæssigt udtaget blodprøver af begge parter, som skal afklare om de var påvirkede under kørslen. Omkring kl. 18.41 blev vejen genåbnet, da undersøgelserne var afsluttet.

Færdselsuheld – Almstoftevej, Sneslev, Ringsted

Kl. 08.53 måtte en 58-årig mandlige lastbilchauffør fra Middelfart tilkalde hjælp, idet han var forulykket med sit vogntog.
Lastbilchaufføren var med et læs roer kørt ad Almstoftevej i sydøstlig retning, da venstre forhjul på den smalle vej var kommet ud i rabatten. Chaufføren mistede herved kontrollen over vogntoget, der væltede om på siden, så roerne trillede ud på marken.

De forskellige rednings- og bjærgningskøretøjer medførte en spærring af vejen, idet redningsarbejdet forventedes at vare frem til på eftermiddagen.
Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, hvor ingen andre trafikanter blev involveret.

Hastighedskontrol – Køgevej, Ringsted

Da patruljerne var færdige på uheldsstedet ved Roskildevej afholdt betjente fra færdselsafdelingen hastighedskontrol på Køgevej ved Kildemarken i Ringsted mellem kl. 20.30-22.00. Her blev fem bilister sigtet for at køre for hurtigt, så de kan nu forvente et klip og en bøde i sagen. En bilist blev desuden sigtet for at køre uden sele.

Hurtig el-cykel krævede kørekort – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 08.57 bemærkede en patrulje, at en mand uden styrthjelm kørte på en hurtigkørende el-cykel ad Jernbanevej i østlig retning. Under kørslen fortsatte manden frem mod rødt lys i et lyskryds lige ved patruljebilen, så føreren af el-cyklen blev standset.
Føreren blev identificeret som en 18-årig mand fra Ringsted, som blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven.

Politiet kiggede nærmere el-cyklen og fik mistanke om, at den kunne køre hurtigere end de tilladte 25 km/t, uden at føreren behøvede at træde rundt med pedalerne. El-cyklen blev derfor bragt ind til nærmere undersøgelse, hvor en bilinspektør målte el-cyklens hastighed uden brug af pedalerne til at kunne køre mindst 39 km/t.

El-cyklen blev derfor defineret som svarende til en stor 45-knallert, således at der ud over typegodkendelse også ville være krav om registrering og lovpligtig ansvarsforsikring. Herudover skal føreren også have et kørekort til kategori B, hvilket den 18-årige ikke havde.
Det blev således til flere sigtelser mod den 18-årige i anledning af den foretagne kørsel på el-cyklen, og han vil derfor modtage en større bøde i sin digitale postkasse i nærmeste fremtid.

Narkokørsel – Bataljonen, Ringsted

kl. 01.10 blev en 22-årig mand fra Ringsted sigtet og anholdt for narkokørsel, da han blev stoppet på Bataljonen. En narkometertest viste positiv for hash, så han blev taget med til en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Strittende finger udløste en bøde – Ahorn Alle, Ringsted

Kl. 16.49 bemærkede en patrulje under forbikørsel af en personbil, at en mand på bagsædet tilsyneladende ikke brød sig om politiet, hvilket han tilkendegav med en strittende finger rettet mod patruljen.
Politiet standsede personbilen, der blev ført af en 25-årig mand fra Sorø og med en 25-årig mand fra Ringsted som passager på bagsædet. Passageren fortsatte sin antipati mod politiet med verbale ytringer af nedladende karakter, så politiet sigtede ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Ved kontrollen af bilen bemærkede politiet, at der i bilen var adskillige flasker lattergas, som havde ligget løst i bunden af bilen under kørslen. Føreren af bilen blev som den ansvarlige for transporten af syv løstliggende lattergasflasker sigtet for overtrædelse af reglerne om transport af farligt gods, som lattergasflaskerne blev anset for at være.

Politiet fandt ved kontrollen af bilen også ca. to gram pot, som den 25-årige bagsædepassager erkendte at have været i besiddelse af. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik i den forbindelse beslaglagt de to gram pot som bevis i sagen.
Begge sigtede kan nu forvente at høre yderligere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.

To hurtige bilister – Køgevej, Ringsted

Kl. 16.06 sigtede færdselspolitiet den første bilist for at køre for hurtigt ad Køgevej i østlig retning inden for byzonetavlen, således at højeste tilladte hastighed var 50 km/t.
En 53-årig kvinde fra Ringsted blev med en laser målt til at køre mindst 71 km/t i en personbil, så hun blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven.

En 18-årig mand fra Hvidovre blev kl. 16.21 også på Køgevej målt til at køre med mindst 75 km/t i en personbil også ad Køgevej inden for byzonetavlen. Det medførte også en sigtelse til ham for overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser.

Begge sigtede kan nu forvente en bøde på 3.600 kr. samt opkrævning af et bidrag på 500 kr. til Offerfonden for deres hurtige kørsel, der også vil resultere i et klip i deres kørekort.

To hurtige trafikanter – Køgevej, Ringsted

Færdselspolitiet foretog igen en laser-kontrol af trafikanternes hastighed på Køgevej i Ringsted, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t inden for byzone-tavlen.

Kl. 11.18 blev en lastbil målt til at køre mindst 75 km/t i østlig retning, hvilket medførte, at en 25-årig mand fra Føllenslev efterfølgende blev sigtet for den hastighedsovertrædelse.
Også en 52-årig mand fra Ringsted blev sigtet for at køre hurtigere end tilladt i en personbil, idet han kl. 11.48 blev målt til at køre med mindst 89 km/t mod de tilladte 50 km/t.

Begge sigtede kan nu ud over bøder også forvente at blive opkrævet et bidrag til Offerfonden, ligesom begge også kan forvente en påstand om frakendelse af kørekortet på af de store hastighedsovertrædelser.

Indbrud i perioden

Nørretorv, Ringsted
Kongensgade, Ringsted

Foto: ABW