Flere års fremgang i DIs årlige erhvervsvenlighedsundersøgelse fortsætter i dette års undersøgelse. Resultatet viser, at Ringsted Kommune nu er Region Sjællands mest erhvervsvenlige kommune med en fremgang på 13 pladser i forhold til sidste år.

Ringsted Kommunes vedvarende arbejde for gode rammer for erhvervslivet og tætte dialog med lokale virksomheder belønnes i den årlige erhvervsvenlighedsundersøgelse fra DI. Ringsted er rykket 13 pladser frem, og er nu placeret som nummer 32. I vurderingen af den overordnede erhvervsvenlighed ligger Ringsted nummer 23, og Ringsted har rigtig fine placeringer i de fleste kategorier, især Sagsbehandling (nummer 12), Brug af Private Leverandører (16) og Skatter, Gebyrer og Erhvervsarealer (10).
”DIs undersøgelse tegner altid et interessant øjebliksbillede af, hvordan erhvervslivet oplever samarbejdet med kommunen. Jeg hæfter mig ved, at vi har set en støt stigende tilfredshed over flere år, og det tillægger jeg en vedvarende kompetent indsats fra kommunens dygtige medarbejdere og en politisk opmærksomhed på erhvervslivets vilkår. Derfor er jeg glad for, at undersøgelsen viser, at næsten 70% af de adspurgte virksomheder vil anbefale andre at slå sig ned i Ringsted. Vi ved, at virksomhederne har brug for smidig sagsbehandling, og derfor bliver det også prioriteret i kommunens budget for 2023,” siger borgmester Henrik Hvidesten og fortsætter:

”Vi arbejder desuden målrettet på at øge uddannelsesniveauet i kommunen, og vi glæder os fx over, at ZBC indvier et nyt industricenter til november, som rummer uddannelser som værktøjsuddannelsen, industritekniker, procesoperatør og andre tekniske uddannelser, som erhvervslivet efterspørger. Så samlet set er jeg meget tilfreds med, at virksomhederne i DI’s erhvervsvenlighedsundersøgelse kvitterer for kommunens indsats.”

Blandt Ringsted Kommunes tiltag er et vedvarende fokus på at have tilstrækkelige og attraktive erhvervsområder. Derfor har Kommunen udstykket et stort område nær motorvejen, kaldet Business Park Ringsted, som i disse år udvides for at imødekomme stor efterspørgsel. Undersøgelsen fra DI viser, at Ringsted Kommune ligger nummer 1 på landsplan på spørgsmålet om sikring af erhvervsgrunde med plads til udvikling.

Formand for DI Vestsjælland udtaler i en pressemeddelelse fra DI:

”Det er yderst positivt, at Ringsted i år er regionens bedste erhvervskommune. Vi har set kommunen arbejde sig stødt og solidt i den helt rigtige retning de sidste par år, og jeg har store forventninger til, at kommunen kan komme blandt landets bedste. Nu skal vi bare sikre, at dialogen med politikere og embedsfolk bliver endnu bedre.”

Netop dialogen mellem erhvervsliv og Kommune er i fokus i Ringsted Kommune, hvor der er igangsat flere tiltag for at styrke dialogen.
”Efter sidste kommunalvalg etablerede vi et arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg for at sætte endnu mere fokus på erhvervslivets vilkår, og for at skabe et endnu bedre samarbejde mellem virksomheder og arbejdsmarkedsområdet, så vi bedre kan hjælpe virksomhederne med at skaffe den arbejdskraft, som de efterlyser i DI-undersøgelsen. Derfor er jeg også tilfreds med, at virksomhederne vurderer samarbejdet med jobcentret positivt. Vi har netop haft et fællesmøde mellem udvalget og bestyrelsen i Ringsted Erhvervsforum, hvor vi bl.a. drøftede ideer til hvordan vi kan forbedre dialogen med virksomhederne endnu mere. Og de ideer vil vi nu arbejde videre med i udvalget og omsætte til konkrete initiativer”, siger Johnny Dahlgaard, udvalgsformand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget.

Foto: ABW