Torsdag den 10. marts var der igen Foreningernes Gallaaften, hvor det frivillige foreningsliv var inviteret til gallafest i Ringsted Kongrescenter. Der var også uddeling af Ringsted Kommunes Handicapprisen, Frivilligprisen og Foreningslederprisen samt Trelleborg Fondens Kulturpris og Idrætspris.

Hvert år arrangerer Ringsted Kommune Foreningernes Gallaaften, hvor det frivillige foreningsliv hyldes for deres indsats gennem året. På aftenen uddeler Ringsted Kommune også priser til foreningslivet: Handicapprisen, Foreningslederprisen og Frivilligprisen. Også Trelleborg Fondens Kulturprisen og Idrætsprisen uddeles på gallaaftenen, ligesom idrættens medaljevindere fra det forgangne år hædres.

Værten til Foreningernes Gallaften var borgmester Henrik Hvidesten.

”Foreningernes Gallaaften er blevet en dejlig fast tradition her i Ringsted Kommune. De frivillige betyder utrolig meget for rigtig mange menneskers hverdag og for udviklingen af vores lokalsamfund. Derfor synes jeg, at vi skylder de mange frivillige en stor tak, fordi de har valgt at bruge deres fritid til gavn for andre og dermed også for hele Ringsted Kommune. Og derfor inviterer vi hvert år til en festlig aften sammen med de mange frivillige, hvor vi også uddeler priser til foreningslivet,” siger borgmester Henrik Hvidesten.

Det er Byrådet, som beslutter prismodtagerne på baggrund af indstillinger fra foreningslivet. Ringsted Kommunes priser og 10.000 kr. gik i år til:

• Foreningslederprisen: Sanina Kürstein, Ringsted Shotokan Karate Do Kai
• Frivilligprisen: Søren Hansen, Hjerteforeningen
• Handicapprisen: De særlige medarbejdere på Café Ingeborg

Ud over Ringsted Kommunes priser uddeler Trelleborg Fonden også hvert år to priser. Sammen med 25.000 kr. gik de i år til:

• Trelleborg Fondens Kulturpris: Kino Kultur Ringsted
• Trelleborg Fondens Idrætspris: Ringsted Sport

Borgmester Henrik Hvidesten siger:

”Der skal igen lyde et stort tillykke til alle prisvinderne. Hvert år er det svært at vælge vinderne blandt de mange fortjente nominerede. Jeg håber, at alle havde en rigtig god aften, og jeg glæder mig til igen at hylde foreningslivet til næste år. Og så håber jeg også, at de mange frivillige i foreningslivet også får et tak og et klap på skulderen med på vejen i hverdagen i foreningerne, for det har de i hvert fald fortjent.”

Foto: Ringsted Kommune