Efter flere års fremgang i de faglige resultater i Ringsted Kommune er karaktergennemsnittet for eleverne faldet på alle tre udskolingsskoler i sommeren 2023. Som direkte konsekvens af faldet, nedsættes en central task force der følger og sikrer, at skolerne arbejder mere intensivt med det faglige niveau i 9.klasse, så resultaterne kan komme tilbage på det ønskede niveau hurtigst muligt.

Afgangskaraktererne for sommeren 2023 er netop blevet offentliggjort på landsplan, og resultatet viser, at der har været en tilbagegang på udskolingsskolerne i Ringsted Kommune. Alle tre udskolingsskoler – Campusskolen, Vigersted Skole og Byskovskolen har haft større fald end landsgennemsnittet. Karaktergennemsnittet på skolerne i Ringsted Kommune var i sommeren 2023 6,55 mod 7,5 sidste år – og landsgennemsnittet i 2023 er på 7,4.

”Det er et både skuffende og overraskende fald i karaktergennemsnit. Vi har nogle gode folkeskoler, og vi skal kunne fremvise flotte resultater ved afgangsprøverne hvert år, så eleverne har de bedste faglige forudsætninger for at komme godt videre i deres uddannelsesforløb. Derfor skal vi hurtigt vende årets nedgang, så forældre og elever fortsat kan have tillid til kvaliteten af vores skoler, siger skolechef Jesper Ulrich Jørgensen.

Årets fald kommer efter flere års fremgang i karaktergennemsnittet i Ringsted Kommune. Derfor undrer årets fald, og der gøres nu en massiv indsats på hele skoleområdet i kommunen for at komme tilbage til den positive udvikling.

”Vi har med tilfredshed set, at det faglige niveau ved afgangsprøverne har været i flot fremgang de senere år. Men vi må desværre konstatere, at resultaterne ved sidste skoleårs afgangsprøver samlet set er for dårlige og under det niveau, vi forventer eleverne forlader folkeskolen i Ringsted Kommune med”, siger skolecenterchef Jesper Ulrich Jørgensen og fortsætter:

”Hver enkelt udskolingsskole skal selvfølgelig arbejde med at forbedre resultaterne i hverdagen, men derudover intensiverer vi fra centralt hold i en task force opfølgningen på den enkelte skole, og gør alt det nødvendige der skal til både resurse- og kompetencemæssigt, så vi kan komme tilbage på det positive spor, som vi har været på igennem flere år. Vi kan bl.a. se, at det sidste skoleår haltede gevaldigt med matematikken på 9. årgang, og det skal vi selvfølgelig sikre ikke sker igen”.

Alle tre udskolingsskoler har haft en tilbagegang i karaktergennemsnittet. Campusskolens gennemsnit er faldet fra 7,4 til 6,7. Vigersted Skoles gennemsnit er gået fra 8,7 til 6,8. Byskovskolens gennemsnit er gået fra 7,2 til 5,9. Det samlede snit for Ringsted Kommune i de obligatoriske prøver var i 2022 på 7,5. Det er i år gået tilbage til 6,55. Landsgennemsnittet er ligeledes faldet – dog kun med 0,3 til 7,4.

Foto: ABW