Ud Af Boxen præsenterer, et nyt koncertformat for unge i Ringsted, det hele starter med en koncertaften med tre bands, som spiller op til 25 min. hver og præsenterer dugfrisk original musik.

Denne aften vil finde sted hvert halve år, så hvis du går og har noget musik du gerne vil spille og prøve af, skal du endelig skrive til Ud Af Boxen og sende en optagelse eller et link.

D. 27/4 kan du glæde dig til at stifte bekendtskab med disse bands.

 

Hotspot

Hotspot fanger publikum med deres helt unikke indie-pop lyd. Ligeledes formår de at overraske gang på gang med fængende melodier og lette rytmer.

Tekstuniverset er præget af minderne af teenage-breakups, tvivlen på hverdagen og andre dilemmaer, som de fleste af os nok kender.

Er du klar til et brag af en fest og en fortryllende musikalsk oplevelse, så er Hotspot de helt rette.

Hotspot er bestående af fire unge gutter fra Sorø.

 

Swan Song

Swan Song består af Thomas Pedersen (forsanger/guitar), Jonas Nielsen (bas), Karl Gustav Asmussen (keyboard), Frederik Carlsen (trommer) og Nikolaj Diaz (sang). Bandets musik minder om grunge og hård rock fra 90’erne og start-00’erne. Det er distortionguitar, hurtige sange og høj energi.

 

Starstruck

Starstruck er en pop duo som med deres smukke stemmer og klaver spil, drager publikum ind i det skrøbelige og det stærke. Starstrucks sange handler om det at være ung og kærestesorger. Sangene er for det meste rolige/stille. Hvis du elsker typiske rolige “heartbreak” sange, så er starstruck højt sandsynligt noget for dig!

 

Lidt om projektet

Ud Af Boxen er et spillesteds-projekt med base i Ringsted Kulturhus. Projektets mission er at styrke den unge rytmiske musikscene i Ringsted og skabe et samlingspunkt for musikinteresserede unge.

I Kulturhusets koncertsal, er der en god ramme for de mindre og lidt mere intime koncerter hvor man kan prøve sin musik af.

 

Ud af Boxen koncerter er:

  • koncerter med lokale bands, der fx. øver i kulturhusets øvecontainer BOXEN og er klar til at prøve deres musik af.
  • koncerter med fokus på unge og up coming bands.
  • koncerter med professionelle, der præsenterer nye og andre genrer, end de gængse på musikscenen i Ringsted.

‘Ud af Boxen’ er et samarbejde mellem Ringsted Musik- og Kulturskole og Ringsted Kulturhus.

Foto: Ud af Boxen