Udstillingen “LANDBRUGLAND” er en kunstudstilling af Michael Boelt Fischer og Jonas Kjeldgaard Sørensen, der har elementer udstillet både på galleriet og på Ringsted Museum

En daglejer, en proprietær og en godsejer. Det er blandt nogle af de karakterer, som man kan møde, når Ringsted Galleriet slår stalddørene op i forbindelse med åbning af anden udstilling i udstillingsprogrammet, LANDBRUGLAND. Det sker med en sprudlende duo-udstilling med kunstnerne, Michael Boelt Fischer (f. 1974) og Jonas Kjeldgaard Sørensen (f. 1993). Sammen har de skabt en teatralsk total-installation under selvsamme titel, LANDBRUGLAND, som bringer publikum på en absurd, ahistorisk og begivenhedsrig vandring gennem det danske bondeoprør med afsæt i Ringsted Sommerspil.

Ringsted har en lang tradition for at bearbejde lokale fortællinger gennem fiktion, komik og drama. Den historie bliver taget under kærlig behandling, når Fischer og Sørensen tørner sammen på Ringsted Galleriet og fører publikum ind bag tæppet, ind i kulissen, hvor et nyt kunstnerisk egnsstykke udspiller sig gennem tre akter.

Hver akt består af en dyrefold indikeret af nogle store, møjsommelige hegnslåger, som publikum må bøvle sig igennem, mens sceneriet udfolder sig i et virvar af rekvisitter, beklædningsdele, lyde og figurgalleri. Det første led tilhører daglejeren. Han spilles af “Våbensliberen”, som er Sørensens alterego. Det næste led er tilhørende den fløjtende proprietær, storbonden, som står og vogter sit. I det inderste led møder man godsejeren, som spilles af animatronikken “Broadcaster” – det talende får.

I en absurd montage af skulpturel, performativ og malerisk gestik med grovkornede karikaturer, sættes højaktuelle, samfundsmæssige emner på spidsen. Det er f.eks. klasseskel, magt, hierarkier og grænser set i lyset af satire, lidenskab og drama fra egnsspillet. Udstillingen rummer både den lille historie, om menneskelige sindstilstande afspejlet i vores omgivelser, samtidig med at den puster liv til den store fortælling omkring ophævelse af stavnsbånd og bondeoprør. På syret, skævt og virkelighedsvridende vis afsøger udstillingen menneskets måde at revse magten på, men spørger også til hvordan modmagt formes?

Med udstillingsprogrammet, LANDBRUGLAND, tager Ringsted Galleriet afsæt i dets nære omgivelser, som er rodfæstet i landbruget og ikke mindst, at dets lokaler tidligere har huset byens landbrugsmuseum. Det sker gennem udvidelse af udstillingsplatformen til Ringsted Museum og Arkiv, som i dag huser byens landbrugssamling. Her vil museumsgæsten løbende gennem udstillingsprogrammet finde nye, kunstneriske indslag, som både peger ind i den historiske museumssamling samtidig med, at det er forbundet med udstillingen på Ringsted Galleriet. Det er også tilfældet med denne udstilling, hvor enkelte værker har ”hacket” sig ind i landbrugssamlingen.

Praktisk:
Se udstillingen frem til den 29. april 2023 på Ringsted Galleriet og Ringsted Museum.

Åbningstider:
Ringsted Galleriet, Bøllingsvej 15, 4100 Ringsted
Åbent alle lørdage fra kl. 13.00 – 16.00 eller efter aftale

Ringsted Museum, Køgevej 41, 4100 Ringsted
Åbent tirsdag fra kl. 10.00 – 16.00 samt lørdag – søndag fra kl. 10.00 – 15.00

Foto: Ringsted Museum & Arkiv