SOSU Sjælland inviterer til Åbent Hus onsdag 25. november kl. 16.00 – 18.00.

Hvis du vil have meget mere end bare en uddannelse, så kig forbi vores skole på Selandia Park 6-8, Ringsted.

Uddannelser sprængfyldt med virkelighed
Vi sidder ikke kun med næsen i bøgerne, men snuser også til den praksis, teoribøgerne skriver om. Det sker, når man som elev er i praktik på et sygehus, et plejecenter eller en børneinstitution.
Og det sker på skolen, når vi arbejder med at inddrage den virkelige verden i undervisningen. Det kan være, når vi skal regne. Så gør vi det f.eks. ved at dosere medicin. Vi ved alle, hvad en forkert medicinering kan betyde i virkeligheden.

I job eller videreuddannelse
Hvis du tager en social- og sundhedsuddannelse, eller en pædagogisk assistentuddannelse kan du gå direkte ud og søge job og dygtiggøre dig inden for dit fag. Du kan også læse videre. Med uddannelserne social- og sundhedsassistent og pædagogisk assistent kan man søge ind på over 10 videregående uddannelser.

Det har Karoline Gettermann f.eks. gjort. Hun valgte SOSU-vejen til sit mål om at blive jordemoder.

Birkebjergcentret i Næstved
”Jeg troede den eneste vej til mit drømmestudie var gymnasiet. Men heldigvis fandt jeg ud af, at jeg kan nå min drøm på SOSU-skolen, hvor jeg får næsen op ad bøgerne og prøver ting af i praksis. Det er meget mere mig”, smiler Karoline.

Mød elever og undervisere
Til Åbent Hus kan du møde elever som Karoline. Og alle mulige andre elever. Du kan også møde undervisere og vejledere. Du kan høre om at komme i praktik i udlandet, om karrieremuligheder, muligheder for videreuddannelse og meget mere.

Vi glæder os til at møde dig
Så ønsker du dig også meget mere end bare en uddannelse?
En uddannelse med teori og praktik?
Med muligheden for at gøre noget godt for andre?
Hver dag?
Og med mange døre åbne bagefter?
Så kom til Åbent Hus hos SOSU Sjælland.
Vi glæder os til at møde dig.