Ringsted Kommune søger lige nu frivillige ildsjæle til at fremme forståelsen for livet med demens i deres lokalområde. Målet er at gøre hverdagen nemmere og tryggere for mennesker med demens i Ringsted.

Styrket indsats for at udbrede viden om demens
Når man får en demenssygdom, mister man ikke alene hukommelsen. Helt almindelige daglige aktiviteter og gøremål som at købe ind, finde vej eller deltage i sociale fællesskaber kan pludselig blive vanskelige. Fordomme, myter og tabuer gør det ikke lettere, og mange ender med at føle sig ensomme og isolerede.

Ringsted Kommune vil derfor i samarbejde med Alzheimerforeningen styrke den lokale indsats for at fremme forståelsen for livet med demens, således flere borgere med en demenssygdom bliver mødt af et venligt smil og en hjælpende hånd, når der er brug for det. Derfor skal der nu uddannes en gruppe frivillige til at udbrede demensvenligheden i kommunen – de bliver lokale ”Demensven-instruktører”.

Uddannelse af nye frivillige den 11. november
På et heldagskursus vil de nye frivillige blive klædt på til at formidle basisviden om demens på en letforståelig måde og motivere butikker, foreninger, små erhvervsdrivende og andre i lokalsamfundet til at blive demensvenlige.

Kurset finder sted lørdag den 11. november 2023 kl. 9-15 på Plejecenter Solbakken.

Det er gratis at deltage og der vil være forplejning undervejs. Man behøver ikke være fagperson eller have særlig viden om demens for at kunne deltage.

 

Foto: Ringsted Kommune