Ringsted Kommune har lavet en undersøgelse af kommunens kommunikation og borgerinddragelse i kommunens borgerpanel, der består af godt 1.000 borgere. Undersøgelsen viser bl.a. stor tilfredshed med medarbejdernes hjælpsomhed, når borgerne henvender sig til kommunen.

I 2014, 2016 og senest i slutningen af 2018 har Ringsted Kommune foretaget undersøgelser i kommunens borgerpanel af kommunens kommunikation og borgerinddragelse. Undersøgelserne tegner et billede af borgernes opfattelse af kommunens kommunikation og borgerinddragelse samt deres adfærd og kontakt med kommunen.

Hjælpsomme og servicemindede medarbejdere
I undersøgelsen giver borgerne udtryk for stor tilfredshed med medarbejdernes hjælpsomhed både ved fremmøde og ved telefonisk betjening. Højest ligger tilfredsheden med medarbejdernes hjælpsomhed ved fysisk fremmøde, her indikerer borgerne med et indekstal på 81,3 ud af 100, at de er særdeles tilfredse med hjælpsomheden og servicen, når de møder kommunens medarbejdere i f.eks. borgerservice og andre servicefunktioner.

Tilfredsheden med servicen og hjælpsomheden ligger ligeledes højt ved telefonisk henvendelse på indekstal 79,3. Fra den første undersøgelse i 2014 til undersøgelsen i 2018 er der sket en markant stigning i tilfredsheden med ventetiden ved fysisk fremmøde, som også opleves tilfredsstillinde fra indekstal 65,5 i 2014 til indeks 75,2 i 2018.

Borgmester Henrik Hvidesten er glad for undersøgelsen. Han udtaler:
”Jeg er glad for de løbende undersøgelser af kommunens kommunikation og borgerinddragelse. Undersøgelserne kan give os et praj, om vi er på vej i den rigtige retning med de tiltag, vi tager inden for områderne. Jeg er rigtig glad for, at undersøgelsen bekræfter den oplevelse, jeg også selv har om, at kommunens medarbejdere er servicemindede og hjælpsomme. På vegne af hele Byrådet vil jeg gerne sige medarbejderne tak for deres store imødekommenhed overfor borgerne. Det er en utrolig vigtig indgang til et godt samarbejde mellem borgerne og kommunen, at borgerne bliver mødt af hjælpsomme medarbejdere”.

Flere følger kommunen på Facebook – men mere traditionelle medier er stadig største kilde til information
I undersøgelsen er der også spurgt ind til deltagenes brug af lokale og digitale medier. Her viser undersøgelsen, at Lokalbladet og kommunens hjemmeside er de medier flest borgere bruger til at orientere sig om kommunens aktiviteter. Det er samme billede som i 2014 og 2016.

Facebook har fået en større udbredelse fra 2016, hvor siden var relativ ny, til 2018. i 2016 svarede 16 % af respondenterne, at de orienterede sig via kommunens Facebookside, mens det var 22 % i 2018. Flere borgere synes i 2018, at det er en god idé med en kommunal Facebookside, ligesom flere finder, at Facebooksiden har gjort det nemmere at holde sig orienteret om kommunens aktiviteter.

Borgerinddragelse
Undersøgelsen spørger også ind til borgerinddragelse, og her er der ikke nævneværdige ændringer gennem de tre undersøgelser.

Tallene for borgerinddragelse ligger generelt lavere end for andre områder i undersøgelsen. Dette er dog ikke særligt for Ringsted Kommune, men afspejler samme tendens som andre kommuner, der har lavet lignende undersøgelser, oplyser virksomheden Promonitor, som har lavet undersøgelsen for kommunen.

4% flere har været med til at påvirke politiske beslutninger i 2018 end i 2016, hvilket vil sige næsten hver 4. af de adspurgte.

Plads til forbedring
Undersøgelsen levner også plads til forbedringer inden for nogle af områderne. Der er eksempelvis sket et fald fra 2016 til 2018 i borgernes opfattelse af, om de får fat i den rette medarbejder ved telefonisk henvendelse.

På borgerinddragelsesområdet er der også plads til forbedringer. Der ses et fald i tilslutningen til alle udsagn om kommunens borgerinddragelse, hvor udsagnene ”plads til borgernes forskellige synspunkter” og ”nærværende dialog med borgerne” oplever det største fald fra 2016 til 2018.

Henrik Hvidesten er også opmærksom på de områder i undersøgelser, hvor der er plads til forbedring. Han siger:
”Det er klart, at det ikke er noget, vi er begejstrede for i Byrådet, når borgernes opfattelse af, om der eks. er nærværende dialog med borgerne, når vi inddrager dem i projekter og beslutninger, er dalende. Vi har arbejdet en del med borgerinddragelse i kommunen de senere år og prøvet nye former af, og vi må erkende, at det ikke er hver gang, vi lykkes lige godt. Det er noget, vi må tage til efterretning og blive bedre til at lære af de gode erfaringer, som vi heldigvis også får flere og flere af.”

Resultaterne af undersøgelsen i borgerpanelet bruger Byrådet og kommunens administration bl.a. i udviklingen af politikker og strategier inden for Kommunikations- og borgerinddragelsesområdet. Resultaterne bruges også i udviklingen af den generelle kommunikation og kommunikationskanaler eksempelvis kommunens hjemmeside, Facebookside og nyhedsbreve mv. Særligt de områder, der oplever et fald i tilfredsheden eller som ligger lavt i undersøgelsen, vil der bliver arbejdet for at forbedre fremover.

Hele undersøgelsen kan læses på kommunens hjemmeside.