I den kommende tid vil tæt ved 5.000 borgere modtage en invitation fra Ringsted Kommune til at deltage i kommunens borgerpanel. Borgerpanelet har eksisteret i fem år og kræver nu en opdatering, så panelet fortsat kan være en klar garant for borgernes holdninger til kommunens opgaver. Det skriver Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.

I 2011 vedtog Byrådet at styrke borgerinddragelsen gennem et elektronisk borgerpanel bestående af omkring 1.500 borgere, der tilsammen afspejler befolkningen i Ringsted Kommune.

Gennem de seneste fem år er panelet et par gange om året blevet spurgt til nogle af de opgaver, som kommunen løser for borgerne. Undersøgelserne giver en god pejling til Byrådet i forhold til borgernes meninger og prioriteter. Resultaterne af undersøgelserne bruger Byrådet i det politiske arbejde bl.a. ved udvikling af kommunens politikker og retning for de forskellige områder. Borgerpanelet er derfor en vigtig kilde til at få indflydelse på de politiske beslutninger.

Henrik Hvidesteen
Henrik Hvidesteen

Flere borgere i borgerpanelet
Allerede fra introduktionen af borgerpanelet i 2011 har der været stor interesse for at deltage i panelet, og der har været en stor svarprocent ved alle de undersøgelser, der er foretaget i borgerpanelet:

”Jeg er glad for, at medlemmerne af panelet har været så aktive og har sikret så stor en svarprocent ved de undersøgelser vi har foretaget de seneste år”, siger borgmester Henrik Hvidesten, og fortsætter:

”Borgerpanelet er et vigtigt redskab for os politikere til at høre borgernes mening om de opgaver kommunen løser og kende til borgernes prioriteter.”

I løbet af de fem år, der er gået siden panelet blev lanceret, har der været et naturligt frafald fra panelet. Borgerpanelet står derfor overfor en opdatering. Det betyder, at en række borgere de kommende dage vil modtage en elektronisk henvendelse via deres e-boks med en opfordring til at deltage i borgerpanelet.

”Jeg håber, at rigtig mange af de borgere, vi kontakter i disse dage, vil tilmelde sig borgerpanelet, så vi også fremover kan få mange gode input til det politiske arbejde”, slutter Henrik Hvidesten.

Borgere der allerede er tilmeldt borgerpanelet fortsætter i borgerpanelet som hidtil.

Om borgerpanelet
Medlemmer af borgerpanelet modtager et par gange årligt spørgsmål pr.
e-mail om nogle af de opgaver, kommunen løser for borgerne. Det vil kun tage få minutter at besvare spørgsmålene.

Svarene til borgerpanelet behandles anonymt.

Borgerpanelet afvikles elektronisk og det er derfor nødvendigt at have en e-mailadresse, hvis man vil deltage i borgerpanelet.

Borgerpanelet er bl.a. blevet spurgt til deres opfattelse af Ringsted som oplevelses by. En undersøgelse, som har været med til at danne grundlag for flere af kommunens oplevelsestilbud.

Senest i 2015 er der lavet en 360 graders analyse af borgernes syn på Ringsted Kommune. En analyse der bruges både politisk og i administrationen til at give en pejling af, hvad borgerne mener om Ringsted Kommune.