Nu går arbejdet med det nye Torv i gang

I begyndelsen af marts starter arbejdet med at opføre det nye Torv, som samtidig klimasikres og kloakeres. Kom og hør nærmere om planerne for Torvet, når Ringsted Kommune inviterer til informationsmøde den 28. februar.

Første etape af arbejdet med det nye Torv gik i gang i efteråret i Klosterlunden. Nu er Kommunen klar til at tage første spadestik på selve Torvet, hvor arbejdet går i gang i starten af marts. Ringsted Kommune inviterer derfor naboer til Torvet og alle interesserede borgere i Ringsted Kommune til et informationsmøde om det kommende arbejde på Torvet.

Hør om planerne for Torvet
Informationsmødet om Torvet finder sted tirsdag den 28. februar kl. 20.00 – 21.00 i Kulturhuset i Søgade. Alle interesserede er velkomne. På mødet kan man høre mere om planerne for det nye Torv, hvilke ændringer, der kommer til at ske og hvornår og ikke mindst hvad byggeriet kommer til at betyde for den daglige færden på Torvet. Til mødet vil der være repræsentanter fra Ringsted Kommune, Ringsted Forsyning, rådgivningsvirksomheden Rambøll, der er med i planlægningen af Torveprojektet og entreprenøren Zacho-Lind, der står for selve udførelsen af det nye Torv.

Klimatilpasning og nye kloaker
Der er flere grunde til, at det netop er nu Ringsted Kommune og Ringsted Forsyning er gået sammen om en opgradering af Ringsted Torv.
De store regnmængder vi med jævne mellemrum oplever mange steder i landet kalder på, at vi også i Ringsted ruster os til store regnmængder. Derfor er det nødvendigt, at Torvet klimasikres, så bymidten fremover kan håndtere store mængder vand. Samtidig er der behov for, at det 100 år gamle kloaknet i bymidten moderniseres og repareres.

Torvet skal være et attraktivt samlingssted
Klimatilpasning og kloakering af Torvet vil medføre omfattende anlægsarbejder i midtbyen, og det har derfor været naturligt at tænke en opgradering af det eksisterende Torv ind i projektet.

Forventningen til det nye Torv er, at det skal blive et hyggeligt og attraktivt samlingspunkt for kommunens borgere og for vores mange besøgende, der kommer til Ringsted for at handle, for at deltage i en af vores mange festivaller og byfester eller for at få en god kulturoplevelse. Det nye Torv kommer blandt andet til at bestå af små oaser med træer, rindende vand, som børnene kan pjaske i og flere hyggelige opholdssteder med bænke, der inviterer til samvær og fællesskab.
Hør mere om planerne for Torvet ved informationsmødet den 28. februar.