Der bliver nu endnu nemmere at få leg og bevægelse ind i hverdagen for børnene i tre daginstitutioner. De har nemlig fået et nyt bevægelseskoncept, Børn i Bevægelse, takket være en donation fra Bjarne Jensens Fond.

Børn i Bevægelse er en måde at få børn til at starte noget fælles leg. Børnene kan selv starte det uden at involvere en voksen ved at trykke på en ’satellit’ med tre bevægelsesuniverser. Ved at trykke på knappen på ’satelitten’ er børnene klar til leg, og med lyd og lys inviterer Børn i Bevægelse til fælles leg, dans og læring om de enkelte temaer. Der er tre temaer: På bondegården, På zoofari og På rumfart.

Børn i Bevægelse er skabt af den almennyttige forening Action Kids i samarbejde med PlayAlive, som skaber interaktive løsninger med leg og læring.

De nye bevægelsesuniverser er sat op i de tre daginstitutioner Fælleshuset Åkanden, Klostermarkens Børnehus og Kildeskolens Børnehave.

”Vi er rigtig glade for donationen fra Bjarne Jensens Fond, for den giver vores børn endnu en mulighed for at opleve glæden ved bevægelseslege. Med Børn i Bevægelse kan børnene forsvinde ind i et sjovt historieunivers, samtidig med at de inspireres til at bruge deres krop,” siger Louise Jürs Johnsen, leder af Klostermarkens Børnehus.

Tidligere har Ringsted Kommune fået 26 såkaldte action-kasser og kreakasser med forskellige lege og udfordringer idenfor bevægelse, maling, tegning osv. Action- og kreakasserne er også skabt af Action Kids.

Foto: ABW