Med en donation på kr. 286.000 har TrygFonden gjort det muligt for Ringsted Kommune at starte et projekt, der er målrettet mod mænd med kroniske sygdomme.

GoRun TrygFondenHensigten med projektet er, at mænd med kroniske sygdomme skal motiveres til mere fysisk aktivitet i hverdagen og på længere sigt endda hjælpes ind i lokalt foreningsliv.

Mænd rammes oftere af kroniske sygdomme
Ringsted Kommunes Sundhedsteam igangsætter et forløb med op til 25 mænd med kroniske sygdomme. En motionsvejleder tilknyttes gruppen i 6 måneder, og skal – på fælles og individuel basis – guide og motivere deltagerne. Gruppen starter i januar 2017 og skal mødes en gang ugentligt.

Man ved at fysisk aktivitet kan afhjælpe udvikling og forværring af kroniske sygdomme, men undersøgelser viser, at folk med kroniske lidelser rent faktisk bevæger sig mindre end folk uden kroniske lidelser.

Når projektet er målrettet mod mænd skyldes det, at mænd oftere rammes af kroniske sygdomme og dør tidligere end kvinder. Desuden har mænd med kroniske lidelser oftere sociale udfordringer, end kvinder med kroniske lidelser.

Donationen overrakt ved GoRun
GoRun TrygFonden
Et af de initiativer, der vil indgå i “Aktive mænd med kronisk sygdom”, er det ugentlige GoRun i Ringsted, hvor motionsglade borgere mødes hver søndag til en fælles gå- eller løbetur på enten 2,5 eller 5 km. Og netop derfor kom arrangementet GoRun til at danne rammen om overdragelsen af donationen.

Formand for TrygFondens regionale råd i Region Sjælland, Cathrine Riegels Gudbergsen overrakte søndag den 13. november checken på kr. 286.000 til formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Ringsted Kommune, Britta Nielsen.

Overrækkelsen blev bl.a. overværet af de deltagere til GoRun Ringsted, der skulle ud og nyde det skønne efterårsvejr.

TV2 Øst var til stede og deres indslag kan ses her.

Om GoRun Ringsted
GoRun TrygFonden
GoRun er et landsdækkende løbekoncept, hvor man kan gå/løbe enten 2,5 eller 5 km hver søndag.

I Ringsted mødes GoRun kl. 9.45 ved Ringsted Svømmehal, Teglovnsvej 46 og ca. 9.55 bevæger de fremmødte sig fra området ved svømmehallen til startstedet.

Det er gratis at deltage og det er RIMO, Ringsted Kommune og GoRun, der står for arrangementet.

Alle er velkomne – også til at tage venner, bekendte og familie med. GoRun henvender sig nemlig til alle – både den aktive og ikke-aktive del af befolkningen.

Besøg GoRun’s facebookside her, og giv dem et like med på vejen!

[slideshow_deploy id=’48531’]

/ht