Der er frikadeller i massevis og koncert for hele familien, når biblioteket inviterer alle børnefamilier til en hyggelig aften med fællesspisning og hygge fredag den 15. marts.

Små og store maver kan se frem til en lækker menu bestående af frikadeller og tilbehør, når biblioteket endnu engang inviterer til Frikadellebibliotek og familiekoncert. Arrangementet plejer at være meget populært blandt både børn og voksne, der en enkelt aften ikke skal tænke på madlavning, men bare hygge sig med hinanden og deres familier.

Mad med mening
I år er det Café Ingeborg, en lokal arbejdsplads med et stort hjerte, der vil forkæle deltagerne med en overdådig menu bestående af saftige frikadeller og lækkert tilbehør. Café Ingeborg beskæftiger mennesker med erhvervet hjerneskade, udviklingshæmning, autisme eller psykisk sårbarhed, som ellers ikke ville have tilknytning til arbejdsmarkedet. Gennem deres arbejde med madlavning oplever at bidrage til fællesskabet på en meningsfuld måde.

Kalles store trommeshow
Efter at have nydt de velsmagende frikadeller, vil familierne blive underholdt af Kalle Mathiesen og hans enestående trommeshow. Kalle er uddannet trommeslager fra Rytmisk Musikkonservatorium og vil guide publikum gennem en verden af rytmer, lyde og musikalske sjove stunder. Hans optræden er ikke bare et show, men en oplevelse, hvor man lærer, griner og oplever musikkens kraft på en helt ny måde.

Praktiske informationer
Billetprisen er inklusiv mad til en person. Drikkevarer kan købes ved siden af. Spisning begynder kl. 17.00, og koncerten går i gang kl. 18.15. Arrangementet slutter kl. 19.00, så de mindste kan komme hjem i seng efter en dejlig aften på biblioteket.

Sidste tilmelding d. 7. marts. Der SKAL købes billetter til både børn og voksne.

Billetpriser:
Barn: 75 kr.
Voksen: 75 kr.
Kult-medlem: 65 kr.

 

Foto: Ringsted Bibliotek