Ringsted Kommune er nu i fuld gang med planlægningen af genåbningen af bl.a. dagtilbud og skoler for 0.-5. klasse. Hvordan dagtilbud og skoler præcist åbner bliver meldt ud onsdag den 8. april 2020, så følg med på Aula, BørneIntra og Ringsted Kommunes hjemmeside. Det oplyses i en pressemeddelse fra Ringsted Kommune. 

Foto: ABW

Nødpasning i dagtilbud og SFO’er fortsætter som hidtil indtil genåbningen sker. For eleverne i 6.-10. klasse fortsætter nødundervisningen hjemme til og med 10. maj 2020. Elever i 9. og 10. klasse skal ikke til afgangseksamen i år. I stedet ophøjes de afsluttende standpunktskarakterer til prøvekarakterer.

Statsminister Mette Frederiksen meddelte i forleden, at første fase af genåbningen af Danmark kan begynde fra onsdag den 15. april 2020, hvis alle fortsætter med at holde afstand og følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det betyder, at Ringsted Kommune gør sig klar til at genåbne følgende områder:

• Dagtilbud, obligatoriske tilbud og pasningsordninger
• Skoler: 0.-5. klasse
• SFO: 0.-5. klasse
• Specialtilbud, specialklasser og ungdomsskolens heltidsundervisning, mv.: Alle klassetrin

Afventer retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.
”Alle dagtilbud, SFO’er og skoler udarbejder en tydelig plan for, hvordan dagen tilrettelægges med så mange aktiviteter udendørs, som det er muligt, og hvordan dagen i øvrigt tilrettelægges, så den lever op til de retningslinjer, som kommer til at gælde for hverdagen i dagtilbud og skoler. Der bliver ligeledes udarbejdet planer for, hvordan modtagelse og afhentning af børn skal foregå, så smittefare bliver begrænset mest muligt. Alle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen vil blive fulgt”, siger borgmester Henrik Hvidesten og fortsætter:
”Ringsted Kommune – og landets øvrige kommuner – har ikke fået de præcise retningslinjer fra sundhedsmyndighederne for åbningen af skoler og institutioner. Børne- og Undervisningsministeriet har oplyst, at de forventer, at de konkrete retningslinjer er klar inden påske. Og først når disse retningslinjer er klar, kan den detaljerede plan for genåbningen af skoler og dagtilbud ske. Så snart de forligger, vil Ringsted Kommune komme med en præcis melding om, hvordan dagtilbud og skoler åbner igen. Nødpasningen i dagtilbud og SFO’er fortsætter som hidtil indtil dagtilbud og skoler åbner igen efter den nye plan”, siger borgmester Henrik Hvidesten.

Nødundervisning fortsætter – prøver og eksaminer aflyses.
Statsminister Mette Frederiksen meddelte i går aftes også, at nødundervisningen hjemme for elever fra 6.-10. klasse skal fortsætte foreløbigt frem til og med den 10. maj 2020. Ringsted Kommunes skoler er i gang med planlægningen af dette, og der vil på sædvanligvis blive meldt planer ud for nødundervisningen hjemme via Aula.

Statsministeren meddelte også, at elever i 9. og 10. klasse ikke skal til afgangseksamen i år. I stedet ophøjes de afsluttende standpunktskarakterer til prøvekarakterer. Det betyder, at alle elever får et fuldt eksamensbevis og kan søge ungdomsuddannelse som normalt. Undervisningen for 9. og 10. klasses elever vil derfor også fortsætte som nødundervisning hjemme indtil videre frem til og med den 10. maj 2020.

”Undervisningen både på skolerne for de yngste elever og hjemme for de ældste elever vil fortsat blive undervist efter reglerne om nødundervisning, fordi det ikke er muligt at leve op til de almindelige standarder for undervisning. Men som indtil nu vil vi gøre alt for at levere så god undervisning som muligt, og skolerne får selvfølgelig en særlig opgave i at sikre, at også eleverne i 9. og 10. klasse, der nu ikke skal til eksamen, får den bedst mulige undervisning og afslutning på deres skolegang”, siger borgmester Henrik Hvidesten.

Følg med på Aula, BørneIntra og www.ringsted.dk.
Ringsted Kommune opfordrer alle til løbende at følge med på Aula, BørneIntra og Ringsted Kommunes hjemmeside www.ringsted.dk, hvor der løbende vil komme nye informationer om, hvordan og hvornår dagtilbud og skoler i Ringsted Kommune vil åbne.

Ledelsen på den enkelte skole og institution vil også løbende informere om, hvad planen er og hvordan hverdagen bliver på den enkelte skole og institution.
”Vi glæder os til, at børnene igen begynder at komme på Ringsted Kommunes dagtilbud og skoler, og vi vil gøre alt for, at det sker så hurtigst som muligt og gerne fra onsdag den 15. april 2020. Men de sundhedsmæssige forhold skal være i orden, og vi håber derfor på forståelse for, at vi først kan melde en præcis åbningsdag ud, når vi kender retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne, og når vi har kunnet vurdere forholdene på hver enkelt dagtilbud og skole i forhold til disse”, siger Gitte Løvgren, der er direktør for børne- og skoleområdet i Ringsted Kommune.

Hele genåbningsplanen i Ringsted Kommune er under forudsætning af, at de generelle retningslinjer for hensigtsmæssig adfærd fortsat efterleves og antallet af indlæggelser fortsat er stabilt, som statsminister Mette Frederiksen også fremførte i aftes.