Tirsdag den 26. marts kl. 16 mødes lokale Næstehjælpere for at sætte hjerter op. Der skal stå 400 røde hjerter ved rådhuset i Ringsted. Det er ét hjerte for hvert barn, der vokser op i fattigdom i Ringsted Kommune.

At vokse op i fattigdom har store konsekvenser! Det er et børneliv, hvor voksnes bekymringer bliver børnenes bekymringer, og hvor fødselsdage, jul, lejrtur osv. ikke længere er en mulighed. Fattigdom handler ikke blot om ikke at kunne købe ting. Det handler også om at blive afskåret fra sociale fællesskaber og ikke at kunne deltage på lige fod med kammeraterne.

Problemerne kan løses, men det kræver politisk velvilje og en human og ligeværdig fordelingspolitik.

Hjerterne er sat af Næstehjælperne. Et landsdækkende netværk, hvor hjælp og protest går hånd i hånd. På baggrund af regeringens vedtagelse af fattigdomsreformerne (kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen) dannedes Næstehjælperne i 2016. Hver dag hjælper mennesker i Danmark hinanden med at skaffe mad, tøj og andre fornødenheder til de, der er ramt af reformerne.

Find dem på Facebook, og vær med i arbejdet for social retfærdighed og værdighed. Eller søg eller tilbyd hjælp til de, der har brug for det. Hjælpen kan være tøj, mad, legetøj osv. Kun fantasien sætter grænser, og alle er velkomne.

I Ringsted sætter de hjerter op for de 400 børn, der vokser op i fattigdom i vores kommune. I Fælledparken i København satte de for nyligt 64.500 hjerter for alle de fattige børn i Danmark.

Foto: Næstehjælperne