Myndighederne i Den Lokale Beredskabsstab samarbejder tæt i disse dage, siden der den 27. juli blev konstateret smitte hos en ansat på Danish Crown-slagteriet i Ringsted, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

”Det er vigtigt for mig at understrege, at beredskabsstaben vurderer, at smittekæderne ikke er uden for kontrol. Og derfor er der ikke grund til, at borgerne i Ringsted Kommune skal være bekymrede for at gå ud for at handle, komme i skole eller gå til idræt. Smitteudbruddet er dog en påmindelse til os alle om, at vi fortsat skal følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand og hygiejne,” siger borgmester i Ringsted Kommune Henrik Hvidesten og fortsætter:

”Jeg er glad for det gode samarbejde, Ringsted Kommune har med de andre myndigheder. Vi følger alle situationen tæt, og er der grund til at lave yderligere tiltag, vil beredskabet sætte de relevante tiltag i gang,” siger han.

Ringsted Kommunes skoler og institutioner følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger og har særlig fokus på hygiejne og ekstra rengøring. Alle Ringsted Kommunes arrangementer og aktiviteter, der gennemføres, sker med overholdelse af sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og kan det ikke lade sig gøre, aflyses eller udskydes de.

Læs mere her

Foto: ABW