Flere af kommunens ikke kritiske sundhedstilbud har været lukket ned eller har foregået online for at mindske risiko for spredning af smitte med Corona-virus. Men i takt med at samfundet gradvist åbner igen, åbner nogle af kommunens sundhedstilbud også igen. Nogle tilbud vil dog fortsat foregå anderledes end normalt for at sikre, at myndighedernes retningslinjer overholdes. Det oplyser Ringsted Kommune i en pressemeddelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Ligesom resten af samfundet var Ringsted Kommunes sundheds- og træningstilbud nødt til hurtigt at tænke i anderledes måder at gennemføre kommunens tilbud til borgerne på, da alle ikke kritiske funktioner i midten af marts blev lukket ned for fysisk fremmøde.

”Det er heldigvis gået rigtig godt med langt det meste. Vi har mødt stor forståelse hos borgerne for situationen og den anderledes måde vores tilbud har kørt på i den seneste tid. Medarbejderne har også taget det hele med et smil og været gode til at tænke i andre baner og få enderne til at nå sammen”, Siger Alice Morsbøl, Centerchef for Social og Sundhedsområdet i Ringsted Kommune, og fortsætter: ”men det er ikke alle tilbud, der er lige effektive på afstand, så vi kigger nu ind i, hvilke tilbud det vil være forsvarligt at åbne for igen og her skeler vi også til, at der kan være tilbud, der er vigtigere end andre at få i gang igen, mens andre bedre kan tåle at foregå anderledes eller måske vente lidt endnu med at åbne”.

Gradvis åbning af genoptræning.
Medarbejderne fra kommunens sundheds- og træningsområde har så vidt muligt haft telefon- eller videokontakt med de borgere, der har brug for genoptræning, sundhedssamtaler mv. En mindre del af træningen er foregået som digitalt understøttende træning, men der er også borgere, der af forskellige årsager ikke har mulighed for at gennemføre dele af deres genoptræningsforløb digitalt. Der bliver derfor taget en vurdering af de enkelte forløb for at finde ud af, hvilke forløb der i første omgang skal starte op igen.

”Vi har f.eks. borgere, der har nedsat hørelse og ikke har fået konkrete øvelser eller forløb med hjem fra sygehuset efter en operation eller borgere, der har svært ved at gennemføre genoptræning ved telefonisk opfølgning. Det er bl.a. nogle af dem vi nu kommer til at se ved personligt fremmøde. Vi har også borgere, der har gennemført genoptræning derhjemme med telefonisk opfølgning og også kommer til det i en periode fremover, men som vi har behov for at se med jævne mellemrum for at vurdere udviklingen og evt. justere øvelserne. Det kommer vi til at gøre noget mere fra nu af”, siger Funktionsleder for Sundhed og Træning i Ringsted Kommune Pia Kragh.

Følger myndighedernes anbefalinger.
Ringsted Kommune har ved den gradvise øgede aktivitet et stort fokus på at forebygge smittespredning. Kommunen opfordrer alle borgere til at følge myndighedernes anbefalinger. Det betyder bl.a., at alle borgere, der benytter kommunens sundheds- og træningstilbud, bliver informeret om ikke at møde frem, hvis de udviser symptomer på COVID-19. Fremmødet foregår så vidt muligt med 1-2 meter mellem borger og terapeut og med brug af værnemidler efter myndighedernes forskrifter. Tiderne bliver ligeledes booket med ”luft” imellem, så der er tid til at spritte af og for at borgerne ikke skal opholde sig sammen mere end højst nødvendigt. Træningslokalerne er indrettet, så der er god afstand mellem de enkelte træningsstationer, og så er der igangsat ekstra rengøring alle de steder, hvor der er aktiviteter i gang.

Flere tilbud fortsætter uden fysisk fremmøde
Flere af kommunens tilbud fortsætter dog uden fysisk fremmøde og bliver fortsat varetaget telefonisk eller ved videokontakt. Det drejer sig bl.a. om nogle genoptræningstilbud og de såkaldte KRAM-tilbud, der dækker tilbud i forhold til kost, rygning, alkohol og motion. Disse tilbud vil fortsat foregå telefonisk eller ved brug af video. Kommunen har i den forbindelse sat ekstra fokus på at hjælpe med at lære at bruge video og andre digitale mødeformer, så også borgere, der ikke er så hjemmevandt i brugen af IT kan benytte tilbuddene.

Sådan skal man forholde sig, hvis man har brug for genoptræning
Opstarten af genoptræning foregår, som det hele tiden har gjort ved, at borgeren kontaktes telefonisk, når kommunen modtager en genoptræningsplan eller en visitation fra kommunens Myndighedsenhed. Ved den første telefonsamtale aftales en foreløbig plan for opstarten. Som udgangspunkt vil de fleste borgere fra nu af ses ved et fysisk fremmøde den første gang, med mindre der er behov for særlige hensyn for at undgå smittespredning af Corona-virus.