”Ringsted rykker” lyder sloganet for en ny bosætningskampagne, som Ringsted Kommune satte i gang torsdag den 7. september. Målet er at gøre opmærksom på kommunens positive udvikling og tiltrække nye borgere.

Det skriver Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.

Ringsted Kommune er nu gået i gang med en kampagne for at tiltrække flere tilflyttere. Kampagnens slogan er ”Ringsted rykker”, og signalet er simpelthen, at der er sket og lige nu sker en spændende udvikling i kommunen.

Ringsted rykker flere folk til for det er et godt sted at bo og leve. Ringsted rykker tættere på hovedstaden med kun 32 minutter i toget på den nye jernbane. Og Ringsted rykker mange boligdrømme nærmere – fx er det muligt at skifte 80 m2 lejlighed i København ud med 241 m2 hus i Ringsted. Sådan vil nogle af kampagnens budskaber lyde.

”Ringsted Kommune har fået 3.000 flere borgere de seneste ti år, og der arbejdes lige nu på flere boligprojekter i kommunen, og nye kommunale byggegrunde er også på vej. Byrådet vil gerne fortsætte den udvikling og fortælle mere om, hvad Ringsted Kommune står for. Derfor sætter vi nu gang i en ny bosætningskampagne”, fortæller borgmester Henrik Hvidesten.

Prøv Ringsted af
Kampagnen vil først og fremmest være en digital kampagne via en lang række medier, på Facebook og via Instagram. Samtidig lanceres der en ny tilflytterhjemmeside, som fortæller om Ringsted Kommune og de mange områder, man kan bo i. Og endeligt inviterer kampagnen folk til at prøve Ringsted af.

”Vi ved fra forskellige målinger, at folk udefra ikke ved så meget om Ringsted, og hvad kommunen står for. Derfor er fokus i kampagnen at formidle nogle helt konkrete fakta om Ringsted, og så inviterer vi folk til at prøve Ringsted af gennem en prøvepakke, hvor de får masser af tilbud fra Ringsted. Så kan de få et konkret kendskab til livet i kommunen”, fortæller Henrik Hvidesten.

Lokale inviteres med
Byrådet har afsat kr. 500.000 om året til kampagnen de næste tre år. Kampagnen udvikles undervejs og vil løbende komme til at inddrage flere lokale aktører, som vil hjælpe med at kommende tilflyttere kan prøve Ringsted af.

Det kan bl.a. ske gennem forskellige tilbud i ”prøvepakken”, med information og ved at deltage i de aktiviteter, som kommer som en del af kampagnen. Det er fx planen, at der skal afholdes en årlig tilflytter-weekend i de kommende år, hvor lokalområder, mæglere og andre kan være med.

”Men allerede nu kan alle hjælpe med at dele de gode budskaber om Ringsted ved at ’like’ den nye Ringsted rykker Facebook-side, dele vores indhold på Instagram eller sende et link til den nye tilflytterside til nogle man kender, som overvejer at flytte til området”, slutter Henrik Hvidesten.