Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 14. september til den 25. september 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mand på vejen – Roskildevej, Snekkerup, Jystrup Midtsj. – Roskilde

Kl. 21.36 fik politiet flere anmeldelser fra bilister på Roskildevej om, at en mand løb rundt mellem bilerne. Han havde oplyst til bilisterne, at han var i færd med at redde nogle børn, som ifølge bilisterne ikke var til stede. Politiet kørte til stedet og fik nu oplyst, at manden var stukket af ud over en mark. En hundepatrulje blev tilkaldt til at lede efter manden, der var blevet identificeret som en 47-årig mand fra Ringsted. I mellemtiden fik politiet klarlagt, at de “eftersøgte” børn var i god behold hos et familiemedlem. Kl. ca. 00.10 traf politiet den 47-årige i god behold på hans bopæl, men da han skønnedes uligevægtig, blev han efterfølgende indlagt på et sygehus til fornøden behandling.

Færdselsuheld – Odinsvej / Næstvedvej, Ringsted

Kl. 11.55 anmeldte en 75-årig mand fra Ringsted, at han var blevet part i et færdselsuheld, hvor han havde påkørt en fodgænger. Han var kørt i en personbil ad Odinsvej mod vest og ville ved Næstvedvej svinge til højre. I forbindelse med svingningen havde han tilsyneladende overset en 69-årig kvinde fra Ringsted, der som fodgænger gik ad Næstvedvej mod syd. Hun blev ramt på benet og efterfølgende bragt til skadestuen, hvor det blev konstateret, at hun var sluppet med diverse knubs efter påkørslen. Den 75-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet på grund af mistanke om overtrædelse af færdselsloven.

Frihedsberøvet – Butikstyveri – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 13.34 anmeldte en sikkerhedsvagt, at en udenlandsk mand var tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet varer fra butikker i outletcentret. Politiet fik kontakt til en 22-årig mand fra Rusland, som blev anholdt og sigtet for to tilfælde af butikstyveri i centret, idet han var i besiddelse af varer fra to herretøjsbutikker uden de fornødne kvitteringer for køb af varerne til en samlet værdi af knap 2500 kr. Den 22-årige russer var kun i besiddelse af et kørekort og hverken kontanter eller betalingskort. Tyverisagerne blev straks afgjort, hvorefter russeren i medfør af udlændingeloven blev anbragt i et arresthus, indtil Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, hvorvidt russeren administrativt skal udvises af Danmark med et indrejseforbud.

Butikstyveri – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 16.32 blev en udenlandsk mand tilbageholdt af en butikskontrollant som mistænkt for tyveri af nogle varer fra supermarkedet Føtex. Politiet sigtede efterfølgende en 27-årig mandlig asylansøger fra Kuwait for tyveri af varer til 350 kr. fra supermarkedet, idet han havde gemt varerne i en medbragt taske, da han passerede kasselinjen uden at betale. Han kan nu se frem til et bødeforelæg som afgørelse på sagen.

Narkokørsel / kørsel uden førerret mv. – Rønnedevej, Ringsted

Kl. 22.20 anholdt og sigtede politiet en 29-årig mand fra Fakse for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand, da politiet bemærkede, at han under kørslen var ved at ryge en joint. Den 29-årige havde i forvejen fået inddraget sin førerret, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret. Efter udtagelse af en blodprøve blev den 29-årige løsladt, men han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Stoffer hos gæster på diskotek – Sct. Hansgade, Ringsted

Kl. 04.11 blev en 33-årig mand fra Haslev afsløret i at besidde 0,7 gram kokain i forbindelse med politiets rutinemæssig besøg på et diskotek. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Kl. 05.00 fandt politiet en 19-årig mand fra Ringsted i besiddelse af et snifferrør med rester af kokain samt en pose med ca. 0,4 gram marihuana. Også han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Begge fik beslaglagt de ulovlige stoffer og kan nu se frem til at modtage en bøde fra politiet.

Lov om euforiserende stoffer – Næstvedvej, Ringsted

Kl. 14.10 standsede politiet en personbil med fire unge mænd fra Ringsted. Politiet havde mistanke til, at personerne i bilen var i besiddelse af stoffer, hvorfor de ransagede køretøjet og visiterede mændene. I bilen blev fundet 11,65 g gram hash, der var fordelt i 7 poser. En 18-årig mand fra Ringsted erkendte, at hashen tilhørte ham. Det var politiet opfattelse, at hashen var pakket i poser med henblik på videresalg. Manden blev anholdt og sigtet for lov om euforiserende stoffer, og politiet tog ham med til hans bopæl, hvor der også blev ransaget. Der blev ikke fundet yderligere i den sigtedes hjem, og han blev løsladt herefter.

Færdselsuheld – Ringstedvej / Kastanie Alle, Svinninge – Holbæk

Kl. 10.10 var der sket et færdselsuheld med to bilister impliceret. En 69-årig kvinde fra Svinninge var i en personbil kørt ad Ringstedvej mod syd og foretog med lav hastighed et venstresving mod Kastanie Alle. Under svingningen blev hun påkørt af en 48-årig kvinde fra Svinninge, der kørte ad Ringstedvej mod nord i en personbil. Ingen af de to førere kom til skade, men begge biler fik dog materielle skader som følge af sammenstødet. Den 69-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet som mistænkt for at have overtrådt færdselsloven.

Brandundersøgelse – Skolegade, Ringsted

Kl. 08.11 opdagede en 49-årig mand fra Ringsted flammer bag et vindue i en villa i to plan, da han kørte forbi stedet. Han handlede resolut og begyndte at evakuere beboerne i opgangen, hvor han fandt en brandslange. Med denne trængte han i en lejlighed og slukkede en brand i området ved et komfur. Opgaven for det tilkaldte brandvæsen var derfor minimal, og den handlekraftige mand blev efterfølgende tilset for eventuel røgforgiftning af personale fra en tilkaldt ambulance. Ingen personer kom til skade ved branden, der formentlig skyldtes en efterladt gryde på et komfur. Branden havde ud over sodskader også forårsaget egentlige skader omkring komfuret og emhætten. Brandårsagen undersøges nærmere af politiet.

Indbrud i perioden
Roskildevej, Ortved, Ringsted
Vestervangen, Benløse, Ringsted
Risvangen, Benløse, Ringsted
Fluebæksvej, Benløse, Ringsted
Slimmingevej, Ringsted
Dalen, Ringsted
Godsbanevej, Ringsted
Klosterparks Alle, Ringsted
Roskildevej, Benløse, Ringsted
Ringstedvej, Gudmandstrup, Svinninge