Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 8. oktober 2018 til den 16. oktober 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Lov om euforiserende stoffer – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 01.38 fik politiet en henvendelse om en mand, der opførte sig mistænkelig og måske solgte hash. Ved politiets ankomst til stedet blev en 25-årig mand fra Holmegaard udpeget af vidner. Ved nærmere undersøgelse af manden fandt politiet ham i besiddelse af 60 gram hash og et mindre kontantbeløb. Han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Efter afhøring til sagen, der dog ikke bragte grundlag for handel med stoffet, løslod politiet den 25-årige, der senere vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld – Kærup Parkvej, Ringsted

Kl. 11.41 var en motorcyklist forulykket og væltet i en rundkørsel. Det viste sig, at en 56-årig mand fra Mørkøv kørte på motorcykel ad Kærup Parkvej mod nordøst, da han måske på grund af bremsesvigt fortsatte ligeud i rundkørslen. Han ramte rundkørslens kantsten og væltede, således at han blev slynget af motorcyklen. Han var tilsyneladende sluppet med diverse småknubs. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet.

Færdselsuheld – Jyllandsgade, Ringsted

Kl. 17.46 kørte en 83-årig kvinde fra Ringsted ad Jyllandsgade mod vest i en personbil, da hun blev blændet af den lavtstående sol. Hun trak derfor mod højre ud i en græsrabat, hvor hun tæt på Vestervej påkørte både et vejskilt og en lysmast. Hun blev bragt til skadestuen i Slagelse, men var sluppet med diverse overfladiske skrammer. Ingen andre trafikanter blev involveret i uheldet.

Spirituskørsel / kørsel uden førerret mv. – Ringstedvej, Roskilde

Kl. 02.26 ville en patrulje kontrollere en varebil, der kørte ad Ringstedvej i retning mod Osted. Føreren ønskede dog ikke at tale med politiet og satte hastigheden op. Politiet fulgte efter varebilen til Osted og videre i vestlig retning til omkring Osmosevej, hvor varebilen kørte ud over en mark i forsøget på at slippe væk fra politiet. Herunder kørte varebilen ned i en grøft, så bilen satte sig fast, og derfor ikke kunne køre længere. Bag rattet sad en 17-årig ung mand fra Jyderup, som blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørsel uden førerret. Passageren – en 18-årig mand fra Kirke-Hyllinge – blev også anholdt, da han var i besiddelse af euforiserende svampe. Føreren fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, og begge blev løsladt efter afhøring til deres respektive sager.

Narkokørsel – Næstvedvej, Ringsted

Kl. 16.55 anholdt og sigtede politiet en 18-årig mand fra Ringsted for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, efter at en narkometertest indikerede, at den 18-årige var påvirket af hash under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Færdselsuheld imellem fem biler, Næstvedvej, Ringsted

Kl. 14.48 fik politiet endnu et alarm 112 opkald om færdselsuheld, hvor en personbil, der blev ført af en 44-årig mand fra Næstved, af uforklarlige årsager kom til at køre over i de modkørendes vognbane. Her ramte bilen tre personbiler og en varebil. Der blev sendt to ambulancer til stedet, der tilså alle parterne. Det viste sig dog, at ingen personer var kommet til skade ved uheldet, og at der kun var mindre skader på køretøjerne.

Alvorligt færdselsuheld, Sorøvej ud for nr. 61, Ringsted.

Kl. 14.52 skete endnu et færdselsuheld i Ringsted, da en personbil var kørt frontalt ind i en modkørende. Personbilen blev ført af en 19-årig mand fra Ringsted, der under overhaling påkørte den modkørende personbil, der blev kørt af en 62-årig mand fra Fjenneslev. Den 62-årige befandt sig i venstresvingsbanen, da den 19-årige overhalede en forankørende, der bremsede ned, for at svinge til højre. Overhalingen skete over spærreflade og videre ind i de modkørendes svingbane. Uheldet skete frontalt, og begge førere kom alvorligt til skade ved uheldet. Den 19-årige blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet, hvor han blev behandlet for alvorlige knoglebrud. Den 62-årige blev kørt til sygehuset med læsioner på overkroppen. Sorøvej blev afspærret i halvanden time, mens de tilskadekomne blev behandlet og uheldsstedet undersøgt. Der blev udtaget blodprøver af de to parter, som det rutinemæssigt sker i forbindelse med alvorlige færdselsuheld.

Indbrud i perioden
Hømvej, Høm, Ringsted
Smedevænget, Høm, Ringsted
Rygtermosevej, Ringsted
Højen, Benløse, Ringsted
Åvejen, Ringsted
Køgevej, Ringsted
Haraldsstedvej, Haraldsted, Ringsted
Flintedalsvej, Benløse, Ringsted