Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2019/10/21 til 2019/10/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Stjålet bil forulykket – Nyvej, Jystrup – Ringsted

Kl. 00.47 fik politiet en henvendelse fra en beboer på Nyvej, hvor en bil netop var kørt gennem anmelderens hæk. Føreren var efterfølgende stukket af i bilen fra stedet, men en nummerplade var efterladt på uheldsstedet. Politiet kunne konstatere, at der var tale om et solouheld, hvor nogle blokadespor fra Skjoldnæsvej endte i hækken på Nyvej. Den tabte nummerplade AU59826, der var faldet af bilen ved påkørslen af hækken, viste sig at tilhøre en personbil, der var meldt stjålet fra Nyrupvej, Sorø, den 22/10-2019. Ingen kom til skade ved uheldet, og politiet fandt hverken mistænkelige personer eller det skadevoldende køretøj i området.

Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har set bilen i Jystrup, eller som finder bilen med formentlig mindre skader på fronten – og uden forreste nummerplade – efterladt et sted. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel – Ringstedvej, Lellinge, Køge

Kl. 14.30 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand fra Ringsted for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Færdselsuheld – Garnisonen / Kaserne Parkvej, Ringsted

Kl. 16.47 var der sket et uheld i det uregulerede vejkryds, hvor en cyklist var blevet påkørt. Det viste sig, at en 61-årig kvinde fra Ringsted i en personbil var kørt ad Garnisonen mod nord, da hun i krydset ved Kaserne Parkvej svingede til højre. Herunder stødte hun sammen med en 35-årig mand fra Ringsted, som kørte på cykel ad Kaserne Parkvej i østlig retning. Cyklisten blev kørt til kontrol på skadestuen, men var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Bilisten kan forvente at høre nærmere fra politiet på grund af mistanke om at have overtrådt færdselslovens vigepligtsbestemmelser.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 23.53 kontaktede en 45-årig mand fra Grenå politiet, fordi hans lastbil under parkering på Kværkeby rasteplads syd var blevet påkørt af en bilist. Det viste sig, at en 46-årig mand fra Holland under kørsel i en personbil ind på rastepladsen havde taget fejl af vejforløbet og herunder påkørt bagende af lastbilen. I den lå den 45-årige chauffør og sov, da uheldet skete. Personbilen fik så store skader, at den ikke kunne køre videre, men føreren slap uskadt fra sammenstødet. Parterne udvekslede forsikringsoplysninger til hinanden, således at politiet blot registrerede uheldet og ikke foretog sig yderligere i den anledning.

Spirituskørsel / ordensbekendtgørelsen – Søndervang, Ringsted

Kl. 10.37 standsede politiet en varebil med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj ved et tankanlæg og en bagerbutik, hvor andre personer var til stede. Den mandlige fører syntes ikke herom og optrådte aggressivt, opfarende og råbende over for patruljen, der ville tale med føreren, der ikke ønskede at medvirke i en alkometertest trods mistanke om spirituspåvirkning. Politiet foretog derfor anholdelse af en 46-årig mand fra Holbæk, som ud over en sigtelse for spirituskørsel også blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd over for politiet. Den 46-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og kan nu forvente at høre fra politiet i anledning af de to sigtelser.

Færdselsuheld – Ringstedvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 18.22 var en 45-årig mand fra Ringsted kørt på en motorcykel ad Ringstedvej mod øst, da han nærmede sig Åvej. Herfra kørte en peronbil ført af en 64-årig mand fra Bjæverskov ud på Ringstedvej og mod øst foran motorcyklisten, som ikke kunne nå at bremse for at undgå sammenstødet. Motorcyklisten ramte bilisten på siden og kom til at hænge fast i skærmkassen, så han blev slæbt ca. 20 meter hen ad vejen. Motorcyklisten slap dog uskadt fra uheldet, som bilisten kan forvente at høre nærmere om, når sagen skal afgøres.

Taske forsøgt røvet fra cyklist – Ringstedvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 17.29 fik politiet via alarm 112 melding om, at en mand havde sparket en kvindelig cyklist og forsøgt at stjæle en taske fra hende. Manden var efterfølgende gået i retning mod Køge. Politiet kørte hurtigt til området og kunne kl. 17.42 anholde en 28-årig mand fra Køge som mistænkt i sagen. Politiet fik tillige kontakt til en 58-årig kvindelig cyklist fra Bjæverskov ved et nærliggende supermarked. Hun havde ømhed på det ene ben efter flere spark og kunne i øvrigt oplyse, at den anholdte havde henvendt sig til hende ved et busstoppested, hvor hun opholdt sig med sin cykel. Han fik lov til at låne en mobiltelefon for at ringe efter en taxa og begyndte pludselig at flå i cyklistens taske i cykelkurven, men kunne ikke få den med sig, fordi taskens hank var viklet om styret. Cyklisten fik herefter flere spark, inden han gik fra stedet. En forbikørende bilist så overfaldet og slog alarm. Den anholdte blev løsladt senere på aftenen trods mistanke om forsøg på røveri, men skal senere afhøres igen hos politiet med assistance fra en advokat.

Hærværk mod restaurant – Sct. Knudsgade, Ringsted

kl. 23.43 var rengøringspersonalet i en restaurant i gang med deres arbejde i baglokalet, da de hørte nogle høje lyde fra restauranten. Det viste sig, at der var blevet knust fire ruder, og at der lå nogle sten inden for vinduerne. På restaurantens overvågning kunne ses to hætteklædte personer, som forøvede hærværket, hvorefter de løb fra stedet.
Politiet undersøger nu sagen, og skal gennemgå overvågningen nærmere.

Vidner som har set de to hætteklædte personer omkring restauranten i Sct. Knudsgade søndag aften eller som i øvrigt har oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Målrettet færdselskontrol – Ringstedvej, Lellinge / Københavnsvej, Køge

Færdselsafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog sammen med politistuderende fra Politiskolen en målrettet færdselskontrol tre steder i Køge kommune torsdag formiddag. Kontrollerne blev gennemført i tidsrummet kl. 0900-1400 på Københavnsvej ved Stensbjergvej og i Ølby-området samt på Ringstedvej ved Sydmotorvejen. Ved kontrollerne standsede politiet ca. 650 køretøjer. Kontrollerne, der havde fokus på fejl og mangler på køretøjerne og førernes eventuelle brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen, gav følgende resultat: 19 sager vedr. kørekort, der ikke blev medbragt under kørslen, tre narkokørsler, en sag uden førerret, en sag om kørsel i frakendelsestiden, to glemte at bruge sikkerhedsselen, tre køretøjer med fejl og mangler samt tre køretøjer, hvor der blev brugt forkert lygteføring. Alle sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i nærmeste fremtid.

Råbende mand bortvist – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 1152 bortviste politiet en 54-årig mand fra Århus C fra området ved togstationen, hvor han ifølge en anmeldelse havde råbt op og forstyrret andre rejsende. Han var dog helt rolig ved politiet ankomst og blev bortvist fra området, idet han ikke havde noget reelt ærinde på stedet. Politiet sigtede ham ikke for noget.

Musik til ulempe – Næstvedvej, Ringsted

Kl 16.63 fik politiet en anmeldelse om musik til ulempe på en parkeringsplads ved en dagligvareforretning, hvor flere unge mennesker spillede høj musik fra et anlæg og lavede hjulspind med biler og knallerter. Politiet traf flere unge på stedet, som fik besked på at skrue ned for musikken, hvilket de unge efterkom. Der kom ikke flere anmeldelser om musik til ulempe.

Jæger ramt af skud – Haslevvej, Sneslev, Ringsted

Kl. 11.19 fik politiet via alarm 112 melding om, at en jæger var ramt af et skud under en jagt på en mark i nærheden af Sneslev kirke. Ambulancepersonale blev sammen med en lægehelikopter sendt til ulykkesstedet, hvor en 47-årig mand fra Fuglebjerg var blevet ramt i halsen. Han blev først tilset af ambulancepersonalet, men senere fløjet med lægehelikopteren til Rigshospitalet til fornøden undersøgelse og behandling. Politiet fik klarlagt, at den 47-årige var på jagt ved en mindre skovareal sammen med flere andre jægere, da han blev ramt. Disse oplysninger medførte, at politiet sigtede en 55-årig mand fra Kirke-Såby for overtrædelse af jagtloven, idet han havde skudt med et haglgevær efter en fasan i den retning, hvor den tilskadekomne havde befundet sig under jagten, og herunder ramt den anden jæger. Politiet fik senere oplyst, at den tilskadekomne jæger var blevet ramt i halsen af ét hagl og var i stabil tilstand. Den sigtede jæger kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af skudulykken.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen / Nordre Ringvej, Ringsted

Kl. 11.22 rykkede politiet ud til et færdselsuheld på frakørselsrampen ved motorvejsafkørsel Ringsted N, hvor tre biler var impliceret i et sammenstød. Det viste sig, at en 76-årig kvinde fra Tyskland i en tysk bil var kørt ad motorvejen og ville benytte frakørslen Ringsted N, da hun ikke kunne nå standse. Hun påkørte derfor en 30-årig kvinde fra Solrød Strand, som i en personbil var standset bag en anden bilist for rødt lys i krydset ved Nordre Ringvej. Den 30-åriges bil blev skubbet frem og påkørte bilisten foran, men ingen af parterne kom til skade ved uheldet. Det lokale redningsberedskab blev tilkaldt til fjernelse af diverse glasskår fra en knust bagrude.

Fuld mand kontakter borgere for hjælp – Nørregade, Ringsted

Kl. 17.46 oplyste alarmcentralen, at en fuld mand flere gange havde ringet og bedt om hjælp til at komme hjem. Manden skulle sidde på en bænk i Nørregade og have forsøgt at få flere andre forbipasserende til at ringe til alarmcentralen for at få hjælp til at komme hjem. Politiet kørte til Nørregade, men fandt ikke manden, der var forsvundet fra bænken. Efter en fornyet henvendelse til alarmcentralen fra en borger fandt politiet frem til en kraftig spirituspåvirket, 68-årig mand fra Ringsted, som dog blev skønnet i stand til at klare sig på sin bopæl, som politiet kørte ham hjem til, så han ikke forstyrrede flere borgere og dermed alarmcentralen unødigt. Den 68-årige blev ikke sigtet for noget.

Bil kørte af vejen – Nyvangsvej, Ringsted

Kl. 08.04 kørte personbil ad Nyvangsvej mod nord, da føreren, en 41-årig mand fra Ukraine, mistede herredømmet over bilen, som skred ud i et højresving og endte i en have. Bilen ramte i forbindelse med uheldet et vejskilt og en del træer og pløjede græsplænen op. Føreren af bilen kom ikke til skade, men bilen blev beskadiget og lækkede olie. Brandvæsnet kom frem og fjernede olien fra vejen. Personbilen som den 41-årige kørte i var en dansk indregistreret bil, og skaderne vil derfor blive dækket af bilens ansvarsforsikring.

Blufærdighedskrænkelse – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 16.51 anmeldte en 31-årig kvinde, at hun omkring kl. 15.30 til 16.20 var på fastfoodrestauranten Sunset sammen med sine tre børn. Her bemærkede hun en mand, som sad forenden af det langbord, som anmelderen og hendes børn sad ved. Manden sad og kiggede i sin computer. Da familien skulle til at gå, så anmelderen, at manden sad og rørte ved sit blottede lem under bordet. Den 31-årige kvinde blev vred og bad manden om at gå, hvilket han efterkom. Manden beskrives som:

Dansk af udseende, 45-50 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: Grå/grønne bukser, rød T-shirt med tryk på brystet, grå jakke, Medbragte: bærbar computer.

Politiet efterforsker nu sagen, for at finde frem til den mistænkte. Vidner som har bemærket den beskrevne mand, og som kan komme med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Tysk bilist kørte af motorvejen – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 18.44 fik politiet flere anmeldelser fra forbipasserende bilister, som havde bemærket en bil, som var kørt af vejen og holdt med lys på. En patrulje kom frem og traf en tysk bilist, som var kørt af vejen. Ingen personer eller genstande var kommet til skade, og bilisten afventede nu vejhjælp. Der var derfor ingen opgave for politiet på stedet.

Uro i nattelivet standset -Sct. Hans Gade, Ringsted

Kl. 01.25 blev politiet opmærksomme på, at der var uro foran et diskotek i Sct. Hansgade i Ringsted. Politiets vagtcentral kunne se på det tryghedsskabende kamera, som er opsat på stedet, at der var optræk til slagsmål på stedet. En patrulje blev sendt derhen, hvor de traf en19-årig mand fra Køge, som var blevet vred på grund af nogle kæresteproblemer. Politiet tog en snak med manden og sendte ham væk fra stedet, før der skete yderligere. Der var derfor ingen sag for politiet i den forbindelse.

Kl. 05.18 spyttede en mand på patruljebilen, da den kørte ad Sct. Hansgade i Ringsted. Betjentene henvendte sig til manden, som viste sig at være en 26-årig mand fra Ringsted, som var spirituspåvirket. Han kaldte patruljen en masse ukvemsord, og blev anholdt og sigtet for ordensbekendtgørelsen. Han blev løsladt senere på morgenen, og kan nu forvente at få en bøde for den episode.

Spirituskørsel i autocamper – Jyllandsgade, Ringsted

Kl. 03.24 sigtede og anholdt politiet en 63-årig mand fra Ringsted, som førte en autocamper i spirituspåvirket tilstand. En alkometertest viste, at han havde indtaget alkohol over det tilladte. Han fik udtaget en blodprøve, som politiet nu venter svar på, hvorefter føreren vil høre nærmere.

Indbrud i Perioden

Odinsparken, Ringsted
Felten, Ringsted
Kværkebyvej, Kværkeby, Ringsted