Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2019/12/17 til 2019/12/30.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Foto: ABW

Ulovlig knallert – Kværkebyvej, Kværkeby, Ringsted

Kl. 16.30 fik færdselspolitiet øje på endnu en ulovlig knallert, som en 15-årig ung mand fra Ringsted kørte på. Ved måling på et rullefelt kunne knallerten køre 49 km/t mod højst tilladt 30 km/t, så den 15-årige fik en sigtelse for konstruktive ændringer af knallerten. Når sagen skal afgøres, vil han ud over en bøde blive præsenteret for en betinget frakendelse af knallertkørekortet.

Brand var ikke en brand – Søndervang, Ringsted

Kl. 12.00 kørte politiet til en anmeldelse om brand fra Søndervang i Ringsted. Da patruljerne og indsatslederen kom frem til stedet, viste det sig dog, at der var tale om et fyr, der var løbet tør for vand, hvorfor der opstod røgudvikling. Der var ingen skade sket, og politiet kørte fra stedet igen.

Våbenlov og lov og euforiserende stoffer – Nørregade, Ringsted

Kl. 02.43 observerede en patrulje en bil, som holdt med lyset tændt og virkede mistænkelig. Kort efter kunne patruljen konstatere, at der lugtede kraftigt af hash fra bilens kabine, hvor der befandt sig en 29-årig mand uden fast bopæl. Patruljen ransagede bilen og fandt 6,22 gram hash, som den 29-årige erkendte at eje. Under det ene sæde fandt patruljen en æske patroner, som den 29-årige også erkendte at eje – han forklarede politiet, at han ikke var klar over, at det var ulovligt at have dem. Manden blev anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven og lov om euforiserende stoffer. Hans sager vil blive afgjort på et senere tidspunkt.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Sorøvej, Ringsted

Kl. 18.36 forulykkede en 25-årig mand fra Skælskør, da han kørte ad Sorøvej mod vest og havde passeret krydset ved Vestervej. Han mistede herredømmet over sin bil, der kørte over midterrabatten og ind i autoværnet i venstre side i kørselsretningen. Herefter kørte bilen retur til højre side af vejen, hvor bilen standsede. Både føreren og en 23-årig mandlig passager fra Slagelse blev bragt til skadestuen, hvor de begge blev indlagt til observation. Næste dag blev de begge udskrevet som uskadte, men den 25-årige måtte dog aflevere en blodprøve, da han var mistænkt for at have været spirituspåvirket under kørslen. Ingen øvrige trafikanter var involveret i ulykken.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Ahorn Alle, Ringsted

Kl. 2050 sigtede politiet en 22-årig mand fra Haslev for kørsel i frakendelsestiden i en personbil. Da det nu var tredje gang i 2019, at han blev afsløret i den overtrædelse af færdselsloven sammenholdt med, at han mindst fire gange i 2018 også havde kørt bilen uden at have et kørekort, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation. Han vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagen mod ham skal afgøres sammen med spørgsmålet om konfiskation af bilen.

Knivloven – Køgevej, Fjellebro, Ringsted

Kl. 02.36 traf politiet en 15-årig dreng fra Ringsted, der gik på Køgevej. Ved en kontrol af ham fandt politiet ham i besiddelse af en ulovlig kniv, så politiet sigtede ham for overtrædelse af knivloven. Da årsagen til hans færden så sent om natten var familiemæssige problemer, valgte politiet også at skrive en socialrapport om sagen, så både den 15-årige og hans familie måske kan tilbydes noget hjælp af de sociale myndigheder.

Hund udleveret til rette ejer – Ringsted

Kl. 15.04 henvendte en 35-årig kvinde fra Slagelse sig til Midt- og Vestsjællands Politi, idet hun tidligere havde fået stjålet sin hund i Nordsjællands politikreds. Hun havde efter tyveriet udlovet en dusør, hvis hun fik oplysninger om, hvor hunden befandt sig. Det medførte oplysninger om, at hunden måske befandt sig på en adresse i Ringsted bymidte, hvor politiet så på en adresse traf hunden, som straks blev udleveret og overgivet til den 35-årige kvinde som rette ejer. Oplysningerne herom er videregivet til Nordsjællands Politi, som efterforsker anmeldelsen, som hundeejeren indgav dertil.

Narkobilist med joint – Nørregade, Ringsted

Kl. 16.50 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 23-årig mand fra København NV for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, hvor politiet i bilens askebæger fandt en joint. Den 23-årige havde heller ikke noget kørekort, hvorfor han også blev sigtet for kørsel uden førerret. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer samt afhøring til de tre sager, som han vil høre mere til, når de skal afgøres.

Brand i telt – Egerupvej, Egerup, Fjenneslev – Ringsted

Kl. 08.35 rykkede brandvæsnet ud til ildebrand i et telt, der var placeret op ad en bygning. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, så det kun var teltet, som blev ødelagt ved branden. Politiet fik klarlagt, at teltet var blevet opvarmet af en elradiator, som måske kan være årsagen til brandens opståen. Ingen kom til skade ved branden.

Brandundersøgelse – Solbærvænget, Ringsted

Kl. 02.10 brød endnu et kolonihavehus i brand, så en lokal borger slog alarm. Ved brandvæsnets og politiets ankomst var der store flammer, så brandvæsnet kunne ikke redde kolonihavehuset, som nedbrændte trods slukningsarbejdet. Politiet fik kontakt til ejeren – en 71-årig mand fra Ringsted – som havde opholdt sig på sin bopæl. Han havde dog været i huset tidligere på dagen og havde haft nogle fyrfadslys tændt. Politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere ud fra en tese om, at brandårsagen kan være uforsigtighed i forbindelse med brug af f.eks. fyrfadslys. Ingen kom til skade ved branden.

Demonstration ved slagteri – Bragesvej, Ringsted

Kl. 04.19 fik politiet en henvendelse fra personalet på slagteriet om, at en gruppe personer havde taget ophold foran hovedporten ind til slagteriområdet. Politiet kunne konstatere, at der var tale om en demonstration med 20-25 deltagere. De havde lænket sig sammen og også til porten, så den normale adgangsvej for morgenens grisetransporter var spærret. Politiet indledte en dialog med demonstranterne, der forholdt sig rolige på stedet og havde budskaber på medbragte bannere. Kort efter kl. ca. 0700 flyttede demonstranterne sig fra hovedporten, så grisetransporterne igen kunne benytte den normale adgangsvej til slagteriet. Kl. ca. 0900 betragtede politiet demonstrationen som ophørt, idet de havde forladt området i en bus, i biler og til fods. Politiet anvendte ikke nogen former for magt i den dialogbaserede indsats over for demonstranter, som heller ikke blev hverken anholdt eller sigtet for nogen i anledning af demonstrationen. Efterfølgende er politiet blevet i området med en præventiv patruljering torsdag formiddag.

Mistænkelige mænd – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 13.11 modtog politiet en henvendelse fra en opmærksom borger, som havde opholdt i ventesalen på jernbanestationen, hvor tre mistænkelig mænd af udenlandsk oprindelse færdedes. De var alle klædt i mørkt tøj og bar huer, ligesom de medbragte sorte tasker. Ifølge anmeldelsen kunne de måske mistænkes for at aflure PIN-koder, ligesom de væltede indkøbsvarer af cykler for efterfølgende at hjælpe med at samle varerne op igen. Indbyrdes kommunikerede de med diverse tegn og fagter, således at deres adfærd fandtes mistænkelig. Politiet kørte til området, men de tre mænd var forsvundet fra området. Politiet fandt dermed ikke ud af, hvem mændene og hvad formålet med deres adfærd var.

Indbrud i Perioden

Bakkehusene, Jystrup Midtsj.
Nørretorv, Ringsted
Dagmarsgade, Ringsted
Bjergbakken, Ringsted
Harhoffs Alle, Ringsted
Næstvedvej, Ringsted
Munkebjergvej, Ringsted