Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/03/06 til 2020/03/17.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Foto: ABW

Brand i campingvogn – Kongstedvej, Kværkeby, Ringsted

Kl. 05.55 rykkede brandvæsnet ud til ildebrand i et køretøj, der skulle stå tæt op ad en ladebygning. Det viste sig, at der rettelig var tale om brand i en campingvogn, der holdt på stedet. Brandvæsnet var ved politiets ankomst i gang med brandslukningen, men branden nåede dog at forårsage store skader på campingvognen og følgeskader på en port ind til og udhænget på ladebygningen. Brandårsagen var efter al sandsynlighed en kortslutning i de elektriske installationer, idet en elledning var tilsluttet campingvognen inde fra ladebygningen. Strømforsyningen ved ejendommen blev afbrudt som følge af branden. Ingen kom til skade ved branden, og de berørte ejere af både laden og campingvognen er underrettet.

Brand i tønde – Sct. Bendtsgade, Ringsted

Kl. 14.32 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre brand i en tønde på en privat grund. I forbindelse med branden lød der små brag, og ifølge anmelderen skulle gnister mv. fra tønden springe ud over offentligt område til ulempe for dem, som færdedes på stedet. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden i tønden, som i øvrigt stod på ikke brændbart underlag. Ingen var kommet til skade, så politiet foretog sig ikke yderligere i sagen.

Knivloven / lov om euforiserende stoffer – Sct. Bendtsgade, Ringsted

Kl. 14.32 fik politiet en henvendelse fra en 48-årig lokal mand, som var utryg ved en anden lokal mand på grund af optræk til uorden mellem de to. Politiet kørte derfor til Klosterlunden, hvor både en påvirket anmelder og en 44-årig mand fra Ringsted blev truffet. De to mænd havde åbenbart kun været verbalt uenige om et eller andet, men ved kontrollen af dem fandt politiet den 44-årige i besiddelse af en ulovlig, enhåndsbetjent foldekniv samt ca. 60 gram hash. Han blev derfor sigtet for den ulovlige besiddelse af disse effekter, som blev beslaglagt som bevis og med henblik på senere konfiskation og destruktion. Politiet forlod herefter området, men anmelderen kontaktede igen kl. 15.21 politiet, idet han stadig havde uoverensstemmelser med de tilstedeværende. Anmelderen blev nu opfordret til at forlade området, idet politiet ved tilstedeværelsen ikke havde fundet grundlag for at bortvise nogen af de andre tilstedeværende på grund af deres adfærd i øvrigt.

Gratist truede togpersonalet – Ringsted

Kl. 17.41 anmeldte en 38-årig, mandlig DSB-ansat, at han kl. ca. 16.10 var blevet truet af en mandlig gratist, som i toget mellem Sorø og Ringsted var blevet afsløret i at rejse uden gyldig billet. Manden havde derfor fået en kontrolafgift af den DSB-ansatte, som så var blevet truet med, at manden var smittet med corona-virus og derfor skulle gå væk. Da gratisten havde forladt toget, havde han udtalt diverse truende ukvemsord rettet mod DSB-medarbejderen. Det medførte, at politiet telefonisk kontaktede gratisten, som var en 20-årig mand fra Fjenneslev. Han var i øvrigt ikke konstateret smittet med corona, og efter en adfærdsregulerende samtale i den anledning blev han sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om fornærmelig tiltale af en offentlig ansat. Han vil derfor også høre nærmere fra politiet i anledning af togrejsen og adfærden undervejs.

Narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Roskildevej, Benløse, Ringsted

Kl. 16.30 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 25-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Færdselspolitiet standsede bilisten, da han benyttede håndholdt mobiltelefon under kørslen, ligesom han heller ikke benyttede sikkerhedsselen. Den 25-årige kunne heller ikke fremvise noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt førerretten. Ved visitationen af ham i forbindelse med anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af en kniv, som han besad uden anerkendelsesværdigt formål. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om både hash og benzodiazepin) blev den 25-årige løsladt af politiet, som dog vil kontakte ham senere, når blodprøven er blevet analyseret, og de mange sager mod ham skal afgøres.

Røverisk overfald – Ringsted

Kl. 11.49 anmeldte en 21-årig mand fra Ringsted, at han sent torsdag aften var blevet opsøgt på sin bopæl f tre maskerede mænd, der var kommet ind ad en ulåst dør til hans lejlighed. Den 21-årige var blevet overfaldet med slag og spark, samtidig med at mændene forlangte euforiserende stoffer og penge udleveret. Den overfaldne nægtede at være i besiddelse af nogen af delene, hvorefter de tre mænd raserede hans lejlighed, inden de medtog kontanter, et løbehjul og en højttaler fra den 21-åriges bopæl. Politiet iværksatte straks en undersøgelse af sagen og kunne fredag aften kl. 18.06 foretage anholdelse af en 22-årig mand fra Ringsted som mistænkt for at være en af de tre røvere. Ved anholdelsen var han i besiddelse af en pose med knap 36 gram skunk, så han blev ud over det røveriske overfald i forening med p.t. to ukendte personer også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den anholdte blev efter afhøring til sagen anbragt i et arresthus for overnatning, inden han lørdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet foreløbig til den 2. april 2020. Politiet arbejder nu videre med sagen for at få identificeret de to øvrige personer som medsammensvorne i forhold til den nu fængslede. Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, hvorfor politiet ikke kan oplyse yderligere om sagen.

Færdselsuheld – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 12.30 var der sket et mindre alvorligt færdselsuheld, hvor tre bilister var impliceret. Alle var forinden kørt i samme retning ad Ringstedvej mod nord kort før Sasserupvej. En 84-årig mand fra Børkop kørte i sin personbil bagest i rækken, men overså formentlig, at de forankørende bremsede. Det resulterede i, at han påkørte en personbil ført af en 58-årig mand fra Stenlille. Hans bil blev skubbet frem i en tredje personbil ført af en 20-årig kvinde fra Glumsø. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som dog resulterede i diverse materielle skader på biler, der skulle bugseres væk.

Røg i butik – Sct. Hansgade, Ringsted

Kl. 20.42 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding om brand i en optikerforretning. Myndighedernes arbejde var dog hurtigt overstået, idet der var tale om teknisk fejl, som havde fået en røgkanon til at gå i gang. Ejeren blev underrettet og kom til stede for at foretage udluftning.

Mulig uorden – Sct. Hansgade, Ringsted

Kl. 01.51 fik politiet en melding fra en 32-årig mand fra Ringsted, som oplyste, at der var optræk til uorden foran et diskotek. Politiet kiggede herefter via de offentligt opsatte tryghedskameraer i gaden, at der ikke var optræk til uorden, idet politiet kunne se nogle personer, der alle var glade og havde smil på læberne. Ud fra indholdet i anmeldelsen foretog politiet sig ikke yderligere.

Udenlandske butikstyve – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 15.47 tilbageholdt centervagten i Ringsted Outlet to udenlandske mænd, som havde stjålet tøj fra Calvin Klein butikken. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 22-årig og en 21-årig mand fra Litauen med adresse i Klippinge på Stevns. De to blev anholdt og sigtet for butikstyveri af tøj for i alt 3000 kr. De sigtede havde taget tøjet med ind i prøverummet, hvor de afmonterede alarmerne fra tøjet, inden de tog det nye tøj på og forlod butikken. De to mænd gik herefter hen til en parkeret bil, hvor de tog tøjet af og lagde i bilen. De fik herefter tilbage i retning af Calvin Klein butikken, hvor de blev tilbageholdt af vagterne.
De to anholdte blev taget med til stationen til afhøring med tolk og videre sagsbehandling. Ingen af de to mænd var kendt af politiet med sager om berigelseskriminalitet. De havde begge adresse i Danmark, hvor de også har arbejde. De blev løsladt søndag aften og kan nu forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Indbrud i Perioden

Skjoldenæsvej, Skjoldenæsholm, Jystrup Midtsj.

Crocusvej, Hf Virkelyst, Ringsted