Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/09/11 til 2020/09/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Lastbil væltede i rundkørsel – Østre Ringvej/Kaserne Parkvej, Ringsted

Kl. 12.47 kørte en lastbil med tilkoblet sættevogn ad Østre Ringvej mod nord. Da vogntoget kom til rundkørslen ved Kaserne Parkvej mistede føreren, en 63-årig mand fra Rumænien, herredømmet over lastbilen, så den væltede om på højre side i udmundingen til Østre Ringvej. Føreren kom ikke til skade, men lastbilen blev beskadiget ved uheldet og lækkede olie/diesel. Brandvæsnet blev tilkaldt til at fjerne den lækkede olie. Politiet afspærrede vejen omkring uheldet, så lyskrydset lige syd for Vestmotorvejen og rundkørslen ved Køgevej blev begge spærret, mens der blev ryddet op. Busruter forbi stedet blev omlagt.

Lastbilen var fyldt med kød, som skulle afhentes på stedet af slagteriet. Falck blev tilkaldt til bugsere lastbilen væk. Omkring kl. 13.47 blev 2.vognbane åbnet for trafik, mens 1. vognbane blev spærret af en skiltevogn. Først kl.17.49 var lastbilen tømt og flyttet, så trafikken igen kunne køre forbi i begge vognbaner.

En ulovlig knallert kan koste kørekortet – Roskildevej, Benløse – Ringsted

Kl. 17.17 foretog politiet en hastighedsmåling af en lille knallert, som kørte 56 km/t, selvom den højst må køre 30 km/t. Føreren, en 16-årig ung mand fra Jystrup Midtsj. Havde ikke præmiekvitteringen med på den lovpligtige ansvarsforsikring og blinklyset på knallerten virkede ikke. Den 16-årig blev sigtet for at overtræde færdselsloven og kan nu forvente en bøde og en betinget frakendelse af sit knallertkørekort.

Brand i knallert – Haslevvej, Ringsted

Kl. 19.05 kom et alarmopkald om brand i en knallert, som stod på en tidligere dunfabriks område. Ilden blev slukket før den spredte sig til bygningen eller andet. Politiet undersøgte knallerten, som viste sig at være en ældre knallert, der var afmeldt i køretøjsregistret. Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, men politiet fandt intet mistænkeligt omkring branden.

Ung mand på el-løbehjul påkørt – Ahorn Alle, Ringsted

Kl. 15.12 skete et uheld i rundkørslen ved Ahorn Alle og Næstvedvej, da en bil ramte en 16-årig ung mand, som kørte ind i rundkørslen mod færdselsretningen. Bilisten, en 39-årig mand fra Sorø, som kørte ad Næstvedvej og skulle videre ad Ahorn Alle, svingede ud af rundkørslen, men overså her den unge mand på el-løbehjulet. Den 16-årige kørte ad Næstvedvej og skulle lige over i rundkørslen, men kørte den forkerte vej rundt i rundkørslen. Han regnede med, at bilisten havde set ham og kørte videre, hvor han blev ramt af den 39-åriges bil. Den 16-årige blev kørt med ambulance til hospitalet, hvor han blev indlagt til observation for indre kvæstelser. Politiet optog rapport om uheldet for at klarlægge omstændighederne omkring sammenstødet.

Knallertkørsel til ulempe – Anlægget, Ringsted

Kl. 18.24 fik politiet anmeldelse om, at der var en del knallerter samlet i Anlægget ved legepladsen. Knallertførerne holdt stille i anlægget, da anmelderen ringede, men havde kørt frem og tilbage til gene for beboerne. En patrulje blev sendt til stedet, og ledte i området, men fandt ingen knallerter.

Aktion mod udnyttelse af mennesker – Roskilde / Ringsted / Greve

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjælland Politi deltog mandag i en fælleseuropæisk Europol-indsats mod menneskehandel og mulig udnyttelse af menneskers arbejdskraft i den forbindelse. I aktionen deltog også Arbejdstilsynet og Center mod Menneskehandel, når myndighederne aflagde besøg hos forskellige virksomheder, hvor der måske kunne være mistanke om udnyttelse af arbejdskraften eller menneskehandel.
I Roskilde by fik to virksomheder inden for autobranchen og en massagevirksomhed et uanmeldt besøg, hvorunder de udenlandske personer, som myndighederne traf, blev kontrolleret uden at finde grundlag for at mistænke hverken dem eller virksomhederne for udnyttelse af dem.
I Ringsted by fik en restauration et besøg, men også her fandt myndighederne ikke grundlag for at gribe ind over for udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft.
Myndighederne fortsatte sidst på dagen videre til Greve, hvor et indkvarteringssted for udenlandske personer fik et besøg for at kontrollere, om man boede under acceptable forhold. Også ved dette besøg fandt ingen af myndighederne grundlag for at foretage sig yderligere.

Kvinde sigtet for vold og overtrædelse af våbenloven – Skovgården, Ringsted

Kl. 11.43 fik politiet en anmeldelse om, at to kvinder i forbindelse med en samtale var blevet uenige, så den ene kvinde til sidst var blevet sprøjtet i ansigtet med en peberspray. Det viste sig, at to kvinder på 31 og 40 år begge fra Ringsted havde aftalt at mødes på Skovgården for at drøfte et privat anliggende. Den 40-årige havde i den forbindelse medbragt et bat og havde under samtalen, der udviklede sig til en diskussion, løftet battet truende og kort efter sprøjtet den 31-årige i ansigtet med en peberspray. Politiet traf begge parter på Skovgården, hvorefter den 40-årige blev anholdt og sigtet for både vold og overtrædelse af våbenlovgivningen i forhold til både battet og pebersprayen. Hun blev løsladt efter afhøring til sagen, som udviklede sig senere på aftenen med diverse tekst-beskeder mellem parterne. Korrespondancen omhandlede en tvist om ejerskabet af en kanin, som de hver især mente at være ejer af. Ingen af parterne havde dog opsøgt hinanden i den anledning efter sagerne tidligere på dagen.

To anholdt for indbrud – Benløseparken, Ringsted

Kl. 21.38 fik politiet anmeldelse om indbrud i øjeblikket i en lejlighed i Benløseparken. En sølvgrå personbil blev i den forbindelse set køre fra stedet. En patrulje traf bilen tæt ved Benløseparken, med en kvinde bag rattet og en mand som passager. I bilen fandt politiet en boltsaks og et koben, og de to erkendte at have begået indbrud først i et kælderrum og herefter forsøgt at bryde ind i lejligheden. Politiet fandt malergrej og nogle tasker, som var stjålet fra kælderrummet, men det var ikke lykkedes parret at komme ind i lejligheden.
Politiet sigtede og anholdt de to, en 28-årig mand fra Haslev og en 23-årig kvinde fra Ringsted for indbrud. Kvinden var påvirket af narko, og blev sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve. De to blev taget med til politistationen til afhøring, hvorefter sagen blev juridisk vurderet. Der blev ikke skønnet grundlag for at fremstille de to i grundlovsforhør. De blev løsladt ud på natten, men vil høre mere fra politiet i sagen.

Indbrud i Perioden

Kongstedvej, Kværkeby, Ringsted
Tinvej, Benløse, Ringsted
Nørregade, Ringsted
Jættevej, Ringsted
Degnebakken, Vigersted, Ringsted