Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/09/18 til 2020/09/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bedrageri/Databedrageri – Roskilde og Ringsted

Kl. 15.59 fik politiet en anmeldelse fra de pårørende til en 80-årig kvinde fra Gundsømagle ved Roskilde om, at hun kort forinden havde været udsat for bedrageri. En mand havde ringet til den ældre kvinde og sagt, at hun havde været udsat for et hackerangreb. Kvinden talte herefter med en anden mand, som ringede og udgav sig for at være fra kvindens bank, hvor hun blev narret til at give oplysninger om sit betalingskort, NEM-ID og bankoplysninger. Herefter blev den 80-årige overtalt til at udlevere sine kort til en mand, som udgav sig for at være fra hendes bank. Han mødte op på hendes adresse og afhentede betalingskort og NEM-ID. Kvinden fortalte herefter om episoden til sin søn, som skyndte sig at spærre kvindens kort og NEM-ID. Der var desværre allerede hævet 6000 kr. fra kvindens konto.

Manden som mødte op på kvindens adresse beskrives som:
Mand, 25-30 år, 170 cm høj, almindelig af bygning. Kort mørkt hår. Iført lys skjorte og mørke bukser.

Politiet efterforsker nu sagen om bedrageri/databedrageri, for at finde frem til den person som modtog pengene og herfra forhåbentligt finde frem til bedragerne.

Kl. 20.24 anmeldte en 56-årig kvinde Ringsted, at hun nu for 3.gang var blevet ringet op af et ukendt nummer, hvor en person udgav sig for at være fra NEM-ID i Århus. Kvinden havde ikke givet nogen personfølsomme oplysninger, men ville gerne have, at politiet noterede de mistænkelige opringninger.

Politiet vil gerne advare borgere, om denne type opkald. Giv aldrig personfølsomme oplysninger i telefonen eller til personer som uopfordret banker på din dør. Oplys aldrig koder eller tal fra NEM-ID til andre. Ud over tyveri via netbank eller hævning fra bankkonti, er der flere eksempler på, at der optages store kviklån i de forurettedes navne. Pårørende til ældre eller sårbare borgere bør have særlig opmærksomhed omkring problemet, og tale med dem om denne form for bedragere. Ring til politiet på tlf. 114, hvis du eller dine pårørende modtager denne type mistænkelige opkald eller henvendelser.

Knallert udbrændt – Kristoffersvej, Ringsted

Kl. 05.56 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre ildebrand i et køretøj. Det viste sig at være en knallert, som brændte. Knallerten udbrændte, og der var ikke umiddelbart nogen naturlig forklaring på, hvorfor branden var opstået i knallerten. Politiet undersøger derfor brandårsagen lidt nærmere. Den 28-årige mandlige ejer af knallerten er underrettet om sagen.

Politiet i Ringsted hører gerne personer, der har bemærket noget usædvanligt i området forud for anmeldelsestidspunktet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Lørdag – søndag:

Spiritusbilist stak af fra politiet – Holbækvej, Ringsted

Kl. 19.44 standsede en motorcykelbetjent en bil, hvor føreren viste sig at være påvirket af spiritus. Bilisten, en 51-årig mand fra Ringsted, blev sigtet og anholdt. Efter anholdelsen så den 51-årige sit snit til at stikke af fra politiet, men han nåede kun ca. 200 meter væk før han blev løbet op af en betjent og anholdt igen. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når prøven er blevet analyseret, vil den 51-årige høre mere fra politiet både i forhold til spiritussagen, men også i forhold til, at han flygtede fra politiet, som er en overtrædelse af straffeloven.

Spiritusbilist endte i detentionen – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 04.02 fik politiet anmeldelse fra personalet i en ambulance, som kørte bag en personbil, der kørte slingrende med en hastighed på omkring 50 km/t på motorvejen mod øst. En patrulje blev sendt til stedet, hvor bilisten nu var holdt ind i nødsporet af sig selv. Bilen som var dansk indregistreret, holdt med motoren og lyset tændt. Føreren af bilen viste sig at være en polsk mand, som kun talte polsk og ingen identitetspapirer havde på sig. Han var påvirket af spiritus i svær grad og blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Herefter blev den anholdte taget med i detentionen, mens politiet fik afklaret hans identitet. Han viste sig at være en 48-årig mand fra Polen, som havde tilknytning til en adresse i Danmark. Han blev afhørt til sagen med tolk. Senere på morgenen blev den 48-årige løsladt, og nu venter politiet på resultatet af blodprøven, hvorefter den 48-årige vil høre mere i sagen.

Søndag – mandag:

Mand dømt for besiddelse og brug af falske pengesedler – Ringsted / Kirke-Hyllinge – Lejre

En 19-årig mand fra Ringsted blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for besiddelse og brug af falske 1000 kr.-sedler, som han havde brugt i to supermarkeder i Ringsted og Kirke-Hyllinge tirsdag den 22. september 2020. Efterforskningen startede, da politiet onsdag modtog anmeldelser fra de to supermarkeder, hvor personalet havde en mistanke om, at en kunde havde betalt for et varekøb med en falsk 1000 kr.-seddel.

Efter anholdelsen af den 19-årige torsdag morgen og i forbindelse med efterforskningen i sagerne i øvrigt havde politiet fundet ham i besiddelse af flere falske pengesedler, som altså endnu ikke var blevet brugt. De fleste pengesedler havde f.eks. samme litra- og serienummer, ligesom pengesedlerne ikke havde de sikkerhedselementer, som rigtige pengesedler har. Den 19-årige fik en straksdom, der lød på seks måneders ubetinget fængsel. Han modtog dommen og blev løsladt efter retsmødet, men vil senere blive indkaldt til afsoning af den idømte frihedsstraf.

Muligt falske 1000 kr.-sedler – Ringsted / Kirke-Hyllinge – Lejre

Onsdag formiddag fik politiet henvendelse fra to supermarkeder fra samme butikskæde i henholdsvis Ringsted og Kirke-Hyllinge om, at de i hver butik havde modtaget en 1000 kr.-seddel, som de mistænkte for at være falsk. Den ene pengeseddel var ifølge kassepersonalet umiddelbart af dårligere papirkvalitet end ægte pengesedler, hvorfor butikspersonalet havde fået mistanke om, at pengesedlen formentlig var falsk. Politiet har nu foreløbigt sikret den ene pengeseddel til nærmere undersøgelse og vil i øvrigt i samarbejde med supermarkederne forsøge at få identificeret kunderne, der har betalt med de måske falske pengesedler.

Pengesedler har uanset værdi indbygget nogle avancerede sikkerhedselementer, der gør dem svære at forfalske. Sikkerhedselementerne består af en vinduestråd med bevægeligt bølgemotiv, et hologram reflekterende lyset i forskellige farver, et vandmærke og en skjult tråd, der kan ses, når pengesedlen holdes op mod lyset. Disse sikkerhedselementer er nemme at kontrollere, hvis man vil kontrollere, om en pengeseddel kunne være falsk. Strafferammen for falskmøntneri går op til 12 års fængsel.

Spirituskørsel – Nørregade, Ringsted

Kl. 14.23 fik politiet en anmeldelse om en bilist, der ifølge anmelderens opfattelse kørte hasarderet og herunder var kørt frem mod rødt lys to gange. En patrulje fik kontakt til den anmeldte bilist, der var en spirituspåvirket, 39-årig mand fra Ringsted. Han blev kortvarigt anholdt og sigtet for spirituskørsel i en personbil ad Nørregade. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol løslod politiet den 39-årige, der vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er analyseret.

Færdselsuheld – Næstvedvej / Hovmarksvej, Ringsted

Kl. 15.22 var det sket et sammenstød mellem en bilist og en cyklist i krydset, så en ambulance var blevet tilkaldt. Det viste sig, at en 52-årig kvinde fra Borup var kørt i en personbil ad Næstvedvej mod nord og ville svinge til venstre ad Hovmarksvej mod vest. I forbindelse med svingningen blev hun påkørt på højre forskærm af en 52-årig mand fra Ringsted, der kørte på cykel i modsat retning ad Næstvedvej. Cyklisten blev tilset af ambulancepersonalet, idet han havde fået en mindre hudafskrabning på issen, da han væltede som følge af sammenstødet. Cyklisten blev dog ikke indbragt til skadestuen trods skaden, men politiet optog rapport om uheldet på grund af mistanke om overtrædelse af færdselsloven for bilistens vedkommende.

Fastfoodrestaurant overtrådte covid-19 regler – Ringsted

Kl. 17.25 var en patrulje forbi en fastfoodrestaurant i Ringsted for at lave et tilsyn og se på, om reglerne i forbindelse med covid-19 blev overholdt. Politiet så her, at der ikke var opsat informationsmateriale, som anviser, hvor mange gæster, der må opholde sig i lokalet af gangen. Medarbejderen, som ekspederede, anvendte mundbind, men pågældende havde ikke handsker på under tilberedning af ikke-emballerede madvarer, som loven kræver. Virksomheden blev derfor sigtet for at overtræde reglerne i Bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19. Virksomheden kan forvente en bøde i sagen

Brand i kælderrum – Giesegårdsvej, Gørslev, Ringsted – Køge

Kl. 19.41 blev slået alarm til brandvæsnet, da der var brand i et kælderrum i Gørslev ved Ringsted, Køge Kommune. Brandvæsnet kom frem og konstaterede, at husets beboer selv havde slukket ilden med en haveslange. Brandvæsnet efterslukkede ilden, som ikke havde fået ordentligt fat. Der skete derfor ingen større skade i kælderrummet. Ingen personer kom til skade ved branden. Politiet skal nu undersøge branden nærmere, for at fastslå om branden kan være startet ved en stikkontakt.

Færdselsuheld – Sorøvej/Sigerstedvej, Ringsted

Kl. 06.02 onsdag morgen skete et sammenstød mellem to biler i et kryds på rute 150 Sorøvej i Ringsted. En 20-årig mand fra Ringsted kørte ad Sigerstedvej mod nord, hvor han skulle svinge til venstre ad Sorøvej. Ad Sorøvej mod øst kørte en 57-årig mand fra Fjenneslev, som skulle fortsætte lige ud. Den 20-årige overså den 57-åriges bil og kørte frem i krydset, hvor der var ubetinget vigepligt. De to biler stødte sammen i krydset, da den 20-åriges bil ramte bagenden på modparten. Ingen personer kom til skade ved sammenstødet, men bilerne kunne ikke køre videre fra stedet. Den vestgående del af Sorøvej var spærret og brandvæsnet blev tilkaldt til at fjerne noget olie og kølervæske, som var lækket ved kollisionen. Omkring kl. 07.15 var hele Sorøvej igen åben. Dog blev trafikken kort forstyrret i forbindelse med, at autohjælp skulle hente de forulykkede biler. Politiet optog rapport i sagen om vigepligtsuheldet.

Lastbil væltede i rundkørsel – Østre Ringvej/Kaserne Parkvej, Ringsted

Kl. 12.47 kørte en lastbil med tilkoblet sættevogn ad Østre Ringvej mod nord. Da vogntoget kom til rundkørslen ved Kaserne Parkvej mistede føreren, en 63-årig mand fra Rumænien, herredømmet over lastbilen, så den væltede om på højre side i udmundingen til Østre Ringvej. Føreren kom ikke til skade, men lastbilen blev beskadiget ved uheldet og lækkede olie/diesel. Brandvæsnet blev tilkaldt til at fjerne den lækkede olie. Politiet afspærrede vejen omkring uheldet, så lyskrydset lige syd for Vestmotorvejen og rundkørslen ved Køgevej blev begge spærret, mens der blev ryddet op. Busruter forbi stedet blev omlagt.

Lastbilen var fyldt med kød, som skulle afhentes på stedet af slagteriet. Falck blev tilkaldt til bugsere lastbilen væk. Omkring kl. 13.47 blev 2.vognbane åbnet for trafik, mens 1. vognbane blev spærret af en skiltevogn. Først kl.17.49 var lastbilen tømt og flyttet, så trafikken igen kunne køre forbi i begge vognbaner.

En ulovlig knallert kan koste kørekortet – Roskildevej, Benløse – Ringsted

Kl. 17.17 foretog politiet en hastighedsmåling af en lille knallert, som kørte 56 km/t, selvom den højst må køre 30 km/t. Føreren, en 16-årig ung mand fra Jystrup Midtsj. Havde ikke præmiekvitteringen med på den lovpligtige ansvarsforsikring og blinklyset på knallerten virkede ikke. Den 16-årig blev sigtet for at overtræde færdselsloven og kan nu forvente en bøde og en betinget frakendelse af sit knallertkørekort.

Brand i knallert – Haslevvej, Ringsted

Kl. 19.05 kom et alarmopkald om brand i en knallert, som stod på en tidligere dunfabriks område. Ilden blev slukket før den spredte sig til bygningen eller andet. Politiet undersøgte knallerten, som viste sig at være en ældre knallert, der var afmeldt i køretøjsregistret. Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, men politiet fandt intet mistænkeligt omkring branden.

Indbrud i Perioden

Kongstedvej, Kværkeby, Ringsted