Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/10/09 til 2020/10/20.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Ulovlig knallert – Næstvedvej, Ringsted

Kl. 17.28 standsede politiet en lille knallert, som kunne mistænkes for at køre alt for hurtigt. Knallerten blev indbragt og skal nu undersøges på rullefelt, som skal vise, hvor hurtigt den kan køre. Føreren af knallerten, en 18-årig mand fra Ringsted, vil høre mere fra politiet når knallerten er testet og hastigheden på knallerten fastlagt. Hvis knallerten viser sig at kunne køre hurtigere end 43 km/t vil sagen blive lagt op til at den 18-årige frakendes retten til at føre lille knallert og en bøde i sagen.

Mange sager om kørsel i påvirket tilstand – Ringsted, Roskilde, Køge og Holbæk

Politiet har sigtet usædvanligt mange bilister for at køre i påvirket tilstand i dette døgn. De blev alle sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Nu venter politiet på at få analyseret blodprøverne, hvorefter de sigtede vil høre mere i sagerne.

kl. 21.30 Søgade, Ringsted. En 21-årig mand fra Guldborg sigtet for narkokørsel i en personbil.

Kl. 23.19 Ringstedgade, Roskilde. En 24-årig mand fra Hedehusene kørte i bil ind i drive-in ved en burgerrestaurant i narkopåvirket tilstand. Han var desuden frakendt førerretten, hvilket han også blev sigtet for.

Kl.23.43 Bådehavnen, Køge. En 28-årig mand fra Køge førte en personbil i spirituspåvirket tilstand.

Kl. 23.45 Hovedgaden i Borup, Køge. Politiet standsede en bil på P-pladsen ved Borup Station. I bilen sad to 18-årige mænd fra lokalområdet. Føreren af bilen blev sigtet og anholdt for narkokørsel. Begge mænd blev visiteret og bilen ransaget. Passageren blev sigtet for at være i besiddelse af 2,3 gram hash og 0,81 gram kokain. Føreren blev sigtet for narkobesiddelse med henblik på salg, da der blev fundet flere klumper hash, ca. 100 ubrugte pølsemandsposer, en rulle plasticfilm og en minidigitalvægt i bilen. Hashklumperne blev senere kontrolvejet til 35,45 gram. Politiet beslaglagde de ulovlige genstande med henblik på konfiskation. Efter endt blodprøveudtagelse og afhøring fik de to unge mænd lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.

Kl. 01.22 Ternevej, Roskilde. En 33-årig mand fra Vallensbæk blev sigtet for spirituskørsel i en personbil.

Kl. 02.25 Cordozavej, Solrød. En 21-årig mand fra Ishøj pustede i alkometeret, som viste at han var spirituspåvirket over det tilladte.

Kl. 04.04 Skagerakvej/Rørvangsvej, Holbæk. En 38-årig mand fra Helsingør blev sigtet for både spiritus og narkokørsel. Han havde efter eget udsagn indtaget amfetamin og havde en spirituspromille over det tilladte. Den 38-årige var desuden frakendt førerretten. I bilen fandt politiet en ulovlig kniv, en flaske med 60 ml flydende ecstasy og en lille smule amfetamin, som den 38-årige blev sigtet for at besidde. De ulovlige effekter blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

Muligt forsøg på tricktyveri – Prinsessevænget, Ringsted

Kl. 17.37 anmeldte en kvinde, at hun kort forinden kom for at besøge sin 78-årige mor. I opgangen traf datteren tre udlændinge, to mænd og en kvinde, som hun aldrig før havde set. Datteren fandt ud af, at moren kort forinden havde lukket kvinden ind i sit hjem, under påskud af at hun ville låne en kuglepen. Mor og datter kunne ikke umiddelbart se, at der var stjålet noget fra lejligheden, men fandt episoden mistænkelig og ringede til politiet.

De tre udlændinge beskrives som østeuropæiske af udseende:
A: Kvinde, ca. 30 år, 170 cm høj, langt mørkt hår i hestehale, mørk jakke med pelskrave, sorte sko og sorte bukser. Talte dansk.
B og C: Mænd, ca. 40 år, 170 cm høje. Iført cowboybukser og henholdsvis en grå og en blå jakke.

Borgere som har bemærket de beskrevne personer omkring Prinsessevænget i Ringsted fredag eftermiddag/aften og som kan komme med yderligere oplysninger evt. om et køretøj bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Hashrygning – Asgårdsvej, Ringsted

Kl. 21.57 kørte en patrulje forbi Benløse Børnegård efter en anmeldelse om, at nogle unge opholdt sig på stedet. Politiet traf en gruppe på tre unge ved et ude-areal med borde/bænke, hvor der var en kraftig lugt af hash. Betjentene visiterede de unge, hvoraf en 16-årig ung mand fra Ringsted blev fundet i besiddelse af 2,71 gram hash, som han blev sigtet for at besidde. I tasken hos en 17-årig ung kvinde fra København fandt politiet en peberspray, så hun blev sigtet for at overtræde våbenloven. Hash og peberspray blev beslaglagt med henblik på konfiskation. De to sigtede kan forvente et bøde i sagerne. Patruljen orienterede de tre unges forældre om sagerne, da de alle var under 18 år. De sociale myndigheder vil også blive underrettet om sagerne.

Mistænkelig forhold – Næstvedvej, Ringsted

Kl. 14.47 anmeldte en 60-årig mand fra Ringsted, at han få minutter tidligere under et besøg på en tankstation var blevet kontaktet af en fremmed kvinde, der angav at være døvstum. Kvinden forsøgte at få nogle penge fra anmelderen, som dog afslog, hvorefter kvinden som passager i en lysgrå stationcar personbil med udenlandske nummerplader. Bilen kørte fra tankstationen i retning mod centrum, men blev ikke fundet trods politiets eftersøgning i byen med det formål at få afklaret kvindens ærinde over for anmelderen.

Mistanke om overtrædelse af COVID-19-regler – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 12.46 fik politiet en henvendelse fra en borger, som var bekymret over, at en fastfood-restaurant måske ikke helt overholdt COVID-19-reglerne med hensyn til antal gæster i restauranten. Senere på dagen omkring aftenspisetid kørte en patrulje til restauranten for at foretage en stikprøvekontrol, som viste, at der kun var omtrent totredjedele af det antal personer, som restauranten måtte have som gæster. I øvrigt bar alle gæster og personalet mundbind, så politiet fandt ikke grundlag for at foretage sig yderligere som følge af kontrollen.

Uro og uorden – Køgevej, Ringsted

Kl. 17.24 fik politiet en anmeldelse om, at flere unge jagtede en spirituspåvirket mand, som også skulle få kastet ting efter sig. De unge var efterfølgende gået i retning mod anlægget. Politiet kørte til området, hvor de unge ikke blev truffet, men den jagtede mand blev truffet og viste sig at være en 31-årig mand fra Jylland og uden fast bopæl. Han oplyste, at han ikke var blevet ramt og ønskede i øvrigt ikke politiets indblanding i hændelsen. Han ville gerne tage ophold i en anden by, så politiet udleverede et mundbind til ham, så han kunne tage offentlig transport væk fra Ringsted. Politiet har ingen oplysninger om, hvorfor den 31-årige tilsyneladende var ilde set blandt andre unge i byen.

Varetægtsfængsling – Tyveri fra varebiler – primært Ringsted-området

Den 33-årige mand fra Rumænien, som blev anholdt tidligt torsdag morgen umiddelbart før udrejse af Danmark ved landegrænsen i Padborg som mistænkt for at være bagmand bag mange forhold om tyveri fra varebiler primært i Ringsted-området, blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Retsmødet endte med, at den 33-årige rumæner blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 29. oktober 2020 som mistænkt i et sagskompleks med ca. 15 tyveriforhold til en samlet værdi af ca. 450.000 kr.

Passager uden billet til hele turen – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 10.05 anmeldte en buschauffør på rute 260 via sit busselskab, at en passager ikke ønskede at købe en billet, så antallet af zoner passede til den tur, som passageren ønskede at køre med bussen. Politiet fik på busholdepladsen ved Ringsted station kontakt til en 24-årig mand fra Ringsted, som nu godt ville købe et par zoner ekstra til sin billet, så han havde gyldig rejsehjemmel til hele busturen. Det var buschaufføren og busselskabet indforstået med, så politiet foretog sig ikke videre i den anledning.

Brændende bil på motorvejstilkørsel – Nordre Ringvej, Ringsted

Kl. 22.03 fik politiet oplysning om, at brandvæsnet var rykket ud til ildebrand i en bil på tilkørslen til Vestmotorvejen i vestlig retning fra Nordre Ringvej. Bilbranden og brandvæsnets slukningskøretøjer spærrede tilkørselsrampen, indtil branden i en personbils motorrum var slukket. Føreren – en 21-årig mand fra Stenlille – var ikke kommet til skade ved branden, der startede under kørsel i bilen. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere i anledning af branden.

Grundlovsforhør – Tyveri fra varebiler – primært Ringsted-området

Kl. 04.52 fik Midt- og Vestsjællands Politi en underretning fra Udlændinge Kontrol Afdelingen (UKA) hos Syd- og Sønderjyllands Politi om, at en 33-årig mand fra Rumænien med baggrund i en national efterlysning var blevet anholdt i Padborg ved den dansk/tyske grænse, idet han ville rejse ud af Danmark i en udenlandsk registreret bil. Efterlysningen stammede fra Midt- og Vestsjællands Politi, som ønskede manden anholdt som mistænkt for at være bagmand til en stribe tyverier fra varebiler i primært Ringsted-området i løbet af i år.
Mistanken mod den 33-årige rumæner opstod i forbindelse med efterforskning hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der tidligere på året havde standset en bil i forbindelse med udrejsekontrol i Rødby. I bilen befandt sig adskillige tyvekoster i form af stjålne effekter, der i stort omfang kunne spores til tyverier fra varebiler primært i Ringsted-området, men også fra varebiler andre steder på Sjælland. I den standsede bil befandt sig flere personer, som fik deres straffesager behandlet af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, så disse sager mod dem er afgjort særskilt. Under den fortsatte efterforskning kom politiet så på sporet af den 33-årige rumæner, som Midt- og Vestsjællands Politi mistænker for at have stået bag disse tyverier fra varebiler. Han havde ikke et fast opholdssted i Danmark, så han blev derfor efterlyst med henblik på anholdelse, hvis politiet traf ham. Rumæneren vil torsdag kl. 13.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling i et sagskompleks med ca. 15 forhold om tyverier fra varebiler til en samlet værdi af ca. 450.000 kr.

Bilist uden sele og førerret – Jyllandsgade, Ringsted

Kl. 08.50 bemærkede en patrulje, at en mandlig fører af en personbil kørte ad Jyllandsgade og videre ad Søgade uden at anvende sikkerhedssele under kørslen. Føreren af bilen var en 20-årig mand fra Ringsted, som ikke kunne fremvise noget kørekort. Det viste sig, at han havde et kørselsforbud, efter at han i foråret 2020 havde fået det andet klip i kørekortet på grund af brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen. Den 20-årige blev derfor sigtet for både kørsel uden førerret og for den manglende brug af sikkerhedsselen under kørslen, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet

Databedrageri – Ringsted

Kl. 08.40 ringede en 78-årig kvinde fra et boligområde vest for Outlet-centeret i Ringsted og anmeldte, at hun var blevet bedraget for et større beløb, som var hævet fra hendes bankkonto. Kvinden havde fredag modtaget et opkald fra en person, der udgav sig fra at være fra NETS. Senere på dagen omkring kl. 14.00 dukkede en mand op på hendes adresse for at få udleveret kvindens hævekort, og denne mand udgav sig ligeledes for at være fra NETS og påstod, at han kom for at hjælpe kvinden med hendes kort. Hun udleverede kortet til manden, og kunne altså lørdag konstatere, at der var foretaget uberettiget hævning på kontoen.
Manden, der indfandt sig ved kvindens bopæl beskrives som:
Mand, 30-35 år, Hudfarve: Hvid, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: Sort sweatshirt med skift.
Politiet efterforsker nu sagen og vil gerne høre fra personer, der har set en mand med lignende signalement på det pågældende tidspunkt i boligområdet vest for Outlet-centeret i Ringsted, eller personer, der har oplysninger om bedrageriet. Kontakt telefon 114 med oplysninger til sagen.
Politiet vil gerne opfordre borgerne til at udvise skepsis over for telefonisk kontakt angående økonomiske forhold. For at tjekke om der rent faktisk er tale om en person fra den pågældende virksomhed, kan borgerne bede om navnet på den ansatte, der ringer, hvorefter borgeren selv kan ringe til virksomhedens telefonnummer og bede om at tale med pågældende. Samtidig vil politiet understrege, at borgerne aldrig skal udlevere hverken hævekort, NEM-id eller andre personlige dokumenter eller oplysninger. Ved tvivlstilfælde vil politiet opfordre borgerne til at kontakte den virksomhed, som har påstået at skulle bruge oplysningerne for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg bedrageri.

Anmeldelse om optræk til gaderæs – Benløse, Ringsted

Kl. 22.22 fik politiet en anmeldelse om, at mange biler var forsamlet på Kærup Parkvej i Benløse, og at der muligvis skulle køres gaderæs. Politiet kørte derfor til stedet, hvor alle biler forsvandt i samme moment, som politiet patruljer dukkede op. Politiet kunne derfor ikke sigte nogle personer for overtrædelse af hverken færdselsloven eller for overtrædelse af COVID-19 restriktionerne, men patruljerne forblev i området for at sikre sig, at bilerne ikke kom tilbage for at gennemføre et ræs.

Indbrud i Perioden

Kværkebyvej, Kværkeby, Ringsted
Vestervej, Ringsted