Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/12/16 til 2020/12/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand i bil – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 17.35 måtte en 44-årig kvinde fra Tølløse tilkalde brandvæsnet, da der pludselig gik ild i den personbil, som hun kørte i sammen med to børn på motorvejen i det vestgående spor. Bilen blev standset i nødsporet, og alle tre kom ud af bilen uden at komme til skade. Brandstedet og en vognbane blev afspærret med en skiltevogn, medens brandvæsnet hurtigt fik slukket branden i bilen efter ca. 10 minutter. Politiet fandt ikke grundlag for at foretage yderligere efterforskning af årsagen til brandens opståen.

Stenkast mod lejlighed, fyrværkeri og flere mindre brande i Ringsted i juledagene

2. juledag – Lørdag kl. 06.52 kørte politi og brandvæsen til brand i bygningen tilhørende Ringsted Dagblad på Søgade. Fyrværkeri eller lignende var smidt igennem brevsprækken på døren og havde antændt indholdet i en papirkurv. Der var ingen ild, men det røg fra stedet. Beboerne i lejlighederne over Dagbladet blev advaret og kom ud af bygningen. Brandvæsnet fik slukket branden før den spredte sig. Ingen personer kom til skade, og der skete kun mindre sod/varmeskade omkring skraldespanden. Branden blev opdaget af en beboer i naboopgangen, som kunne lugte røgen gennem ventilationskanalen fra bygningen, og så røgudvikling i lokalet.
Politiet undersøger branden som mistænkelig, og ser på sagen med stor alvor. Var branden ikke blevet opdaget så hurtigt, så kunne ilden havde udviklet sig til hele bygningen. Fyrværkeriet kan være smidt ind tidligere på morgenen og have ligget og ulmet. En postkasse blev desuden sprunget i stykker ved Søgade nr. 7, der ligger lige ved siden af Dagbladet, samme morgen omkring kl. 06.10.

Vidner som har set personer omkring Søgade lørdag morgen fra kl. 06.00 og frem til det brændte kl. 06.50 bedes kontakte politiet.

Lørdag kl. 06.53 blev smidt en sten igennem ruden til en lejlighed på Harhoffs Alle i Ringsted, hvor fire unge lå og sov. Ingen personer blev ramt af stenen, men de fik sig en slem forskrækkelse. Kort efter blev smidt et kanonslag ind i udluftningskanal i et kældervindue på samme hus lige under det sted, hvor de unge sov. Kanonslaget sprang i kælderrummet, og der udbrød brand i en sofa. Ilden brændte dog selv ud og krævede ingen slukning. Postkassen til huset blev også sprængt i stykker, formentlig af et kanonslag. Politiet undersøgte stedet, som viste, at der var anvendt et hjemmelavet kanonslag. Patruljen fandt også et afskudt heksehyl, som var sat fast på dækslet af en parkeret personbil, der holdt på Harhoffs Alle.

Et vidne så to mænd skyde fyrværkeri af på Harhoffs Alle omkring kl. 05.20. De gik lidt rundt i gaden og tændte fyrværkeri, hvorefter de gik i retning mod stationen lige efter kl. 06.00. De beskrives som: 17-23 år, danske af udseende med lys hud. Den ene havde lyst mellemlangt hår, mørke briller og var iført en mørk uldfrakke. Den anden var iført en sort dunjakke med hætten trukket op. Politiet vil meget gerne i kontakt med disse to beskrevne mænd. Vidner som har bemærket de beskrevne mænd og som kan komme med oplysninger, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Søndag aften kl. 19.47 kom en anmeldelse om en mindre brand op et toilet i tog, som holdt stille og slukket på perron 4 på Ringsted Station. Der var ingen personer i toget og strømmen var slukket. Politi og brandvæsen kørte til stationen, hvor det viste sig, at der kun havde været en mindre brand i en plasticpose, og der var ikke sket skade på toget.

Mandag morgen kl. 04.19 kom et alarmopkald om brand i en bunke affald i et cykelskur på Bryggerstræde i Ringsted. Der var tale om begrænset ild, som ikke krævede det store slukningsarbejde. Der skete skade på cyklerne i skuret, men ellers var der ingen skade på skuret.

Mandag morgen kl. 05.46 opstod brand i en container, som stod ved et boligområde på Buegangen i Ringsted. Brandvæsnet fik slukket branden, men en container udbrændte og to containere fik brandskader.

Ingen personer kom til skade ved brandene og der skete begrænset skade. Politiet undersøger nu sagerne for at fastslå årsagen til brandene, herunder om fyrværkeri i flere af tilfældene kan være brandårsagen eller om de var påsatte.

Borgere som har bemærket personer eller køretøjer omkring brandstederne og som kan komme med oplysninger til en sag, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Fredag 1.juledag – lørdag 2. juledag

 

Bortvisning fra toget – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 03.32 bad DSB om assistance til at bortvise en rejsende, som havde optrådt truende under togrejsen mod København. En patrulje kørte til stationen, hvor en 23-årig mand fra Ribe blev bortvist som uønsket i toget på af sin adfærd. Politiet foretog sig ikke yderligere over for manden.

Efterlyst mand havde mere på samvittigheden – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 11.30 fik politiet via alarmcentralen en melding om, at DSB-personale tilbageholdt en mand, som var efterlyst af politiet og mistænkt for at have påsat brande i tog. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 25-årig mand fra Nordfalster, som blev anholdt, fordi han var efterlyst af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi som mistænkt i sager om brandstiftelse i tog. Ved visitationen af den anholdte fandt politiet ham i besiddelse af 319 færdigrullede joints, som han fik beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Endvidere var den 25-årige i besiddelse af en bilnøgle, som passede til en bil, som politiet fandt henstillet på Søndre Parkvej, Ringsted. Bilen var påsat en nummerplade, som var meldt stjålet fra Maribo tidligere i december måned. Selve køretøjet var således ikke indregistreret og kunne derfor ikke lovligt bruges på offentlig vej. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev underrettet om anholdelse og fik overdraget den 25-årige til videre foranstaltning i anledning af mistanken mod ham i sagerne om brandstiftelser i togene.

Spirituskørsel – Ørslev Stationsvej, Ørslev, Ringsted

Kl. 18.20 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 59-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel på en lille 30-knallert. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Brand ved halmstak – Ørnekildevej, Ørslevvester, Fjenneslev – Ringsted

Kl. 23.11 rykkede brandvæsnet og politiet ud efter en melding til alarmcentralen om, at der var ildebrand i en halmstak. Det viste sig dog at være mindre dramatisk, idet der dog var ild i en halmballe, som en 52-årig mand fra Fjenneslev havde anbragt på stedet. For op imod en måned siden havde han afbrændt noget halm og efterfølgende anbragt en halmballe på resterne af det tidligere afbrændte halm. Politiet og brandvæsnet formoder, at der trods den forgangne tid måtte have været en glød i resterne fra den tidligere afbrænding, hvilket kunne være årsagen til den nye brand. Det var lykkedes den 52-årige selv at slukke branden, så politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.