Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/01/22 til 2021/02/02.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Spirituskørsel – Haslevvej, Sneslev, Ringsted

Kl. 14.50 anmeldte en mandlig bilist, at en forankørende, kvindelig bilist kørte usikkert og slingrende ad Haslevvej i nordlig retning, hvorfor den mandlige bilist formodede, at kvinden kunne være påvirket af spiritus under kørslen. Politiet fik løbende meldinger om kørslen og kunne i Sneslev få kontakt til bilisten, som viste sig at være en 57-årig kvinde fra Fakse Ladeplads. En alkometertest indikerede, at hun var påvirket af spiritus under kørslen, så hun blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Hun vil senere høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Spirituskørsel på for hurtig knallert – Tolstrupvej, Ringsted

Kl. 16.29 standsede en motorcykelbetjent en lille knallert, som kørte ad Tolstrupvej i Ringsted i al for høj fart. Knallertføreren, en 48-årig mand fra Ringsted, var påvirket af spiritus, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel på en konstruktivt ændret knallert. Knallerten blev målt på rullefelt til at kunne køre 59 km/t, selvom den højst må køre 30 km/t. Den 48-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Han vil senere høre mere fra politiet i sine sager, når resultatet af blodprøven kommer.

Brandundersøgelse – Almstoftevej, Sneslev, Ringsted

Kl. 13.33 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en ildebrand i en gård. Politiet kunne undervejs til stedet se en kraftig røgfane op mod himlen og kunne på brandstedet konstatere, at ilden havde godt fat i et stuehus på landejendommen. Alle personer var kommet ud i sikkerhed, men en hund skulle befinde sig inde i det brændende hus. Hunden blev fundet uskadt og reddet ud, men fik med hjælp fra politiet dog for en sikkerheds skyld iltmaske, da den havde opholdt i et røgfyldt rum. Brandvæsnet fik hurtigt styr på branden, der havde forrettet de største skader på 1. salen i beboelsen.

Husets kvindelige beboer, der havde været alene hjemme, da branden opstod, havde hørt en brandalarm gå i gang på 1. salen og kunne efterfølgende konstatere, at der var flammer. Hun slog alarm og sørgede for at redde sig ud af den brændende bygning. Politiet kunne ikke umiddelbart fastlægge brandårsagen, så politiets brandefterforskere skal nu kigge nærmere på brandstedet i et forsøg på at klarlægge brandårsagen. Ingen – hverken personer eller dyr – kom til skade ved branden, hvor der havde lydt høje brag fra tagsten, der sprængtes som følge af varmepåvirkningen.

Narkokørsel uden førerret – Næstvedvej, Ringsted

Kl. 17.30 anholdt og sigtede politiet en 17-årig ung mand fra Ringsted for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ind på en tankstation, hvor politiet kontrollerede ham. Forinden havde den 17-årige forsøgt at løbe fra personbilen, men blev dog indhentet af politiet. Den 17-årige havde ikke erhvervet sig et kørekort, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve på et sygehus til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret, ligesom politiet undersøger, hvordan den 17-årige uden kørekort havde fået overdraget føringen af bilen.

Indbrud i Perioden

Lokesvej, Benløse, Ringsted
Brogade, Ringsted
Haslevvej, Ringsted