Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/02/11 til 2021/02/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

COVID-19 – Ulovlig klipning i kælderrum – Ringsted

Kl. 17.07 fik politiet en henvendelse fra en borger om, at der måske var blevet etableret en interimistisk frisørsalon i kælderen under en af beboelsesejendommene i den sydlige del af Ringsted. Ifølge borgeren havde der gennem den senere tid været uforholdsmæssig personer, der var gået til og fra den pågældende kælder. En patrulje kørte til stedet og kunne i kælderen konstatere, at der var blevet indrettet en primitiv frisørsalon med f.eks. spejl og diverse frisørredskaber. En 20-årig mand fra Ringsted var ved politiets ankomst i færd med at klippe en 22-årig mand, mens en 18-årig mand så på. Politiet vurderede, at der var tale om omgående af de gældende corona-restriktioner, så den 20-årige blev sigtet for overtrædelse af den gældende corona-lovgivning. Kunden og tilskueren blev ikke sigtet for noget, men den 20-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
I løbet af weekenden kontrollerede politiet, om den interimistiske frisørsalon var blevet nedlagt, men der blev ikke konstateret nogen aktivitet længere det pågældende sted.

Lov om euforiserende stoffer – Godsbanevej, Ringsted

Kl. 22.47 kørte et par patruljer ind på parkeringspladsen syd for Ringsted station for at kontrollere et par biler, hvorfra der ifølge en anmelder måske blev forhandlet narkotika. Ved synet af politibilerne fik en ung mand meget travlt med at løbe væk fra den ene bilerne og kastede herunder noget i retning mod togskinnerne. Øvrige personer blev siddende, men politiet fik fat i den flygtende, som viste sig at være en 20-årig mand fra Roskilde, som blev sigtet for at have været i besiddelse af ca. to gram hash. Hashen blev nemlig fundet af en hundepatrulje, der blev tilkaldt. I den bil, hvor den 20-årige løb fra, befandt sig fire lokale mænd fra Ringsted i alderen 17-20 år, men de havde ikke noget ulovligt på sig ved politiets kontrol af dem. Den 20-årige sigtede vil nu høre nærmere fra politiet, når sagen er afgjort.

Narkobilist var tungt læsset – Vestervej, Ringsted

Kl. 09.45 standsede færdselspolitiet en tungt læsset varebil, som blev ført af en 25-årig mand fra Slagelse ad Vestervej. Den 25-årige deltog i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af narkotika under kørslen, hvorfor han blev anholdt og sigtet for narkokørsel i varebilen. Køretøjet blev anvendt til godstransport, men havde ikke nogen tilladelse hertil, ligesom den 25-årige chauffør heller ikke havde tilladelse til at udføre godskørsel. Og ved nærmere kontrol af varebil, der havde en tilladt totalvægt på 3.500 kg, viste det sig, at der var et overlæs på 1.570 kg plus chaufførens vægt. Den 25-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret. Politiet vil også kigge nærmere på, hvad overlæsset medfører af sigtelser og kan have af konsekvenser for den 25-åriges kørekort.

Årvågen nabo opdagede indbrudstyv – Fluebæksvej, Benløse, Ringsted

Kl. 13.01 slog en årvågen, 59-årig mand fra Ringsted alarm til politiet, fordi han netop havde overrasket en mand i færd med at bryde hos en af naboerne på vejen. Anmelderen havde råbt til manden, der opgav sit forehavende og flygtede til fods ad et stisystem i retning mod Benløseparken. Næsten i det samme kom en kvinde iført en gul regnjakke cyklende på indbrudstyvens flugtrute. Flere patruljer blev sendt til området for at lede efter indbrudstyven, der blev beskrevet som: A: Mand, 30-50 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Krøllet hår, Iført: Blå jakke og grå joggingbukser. Politiet fandt ikke den mistænkte og kunne efterfølgende konstatere, at et køkkenvindue hos en af anmelderens naboer var forsøgt brudt op, men uden at komme ind i villaen. Ejeren blev senere underrettet om indbrudsforsøget og kunne bekræfte, at intet var stjålet.

Politiet hører gerne fra personer, der har bemærket den flygtende indbrudstyv i området, ligesom politiet gerne vil i kontakt med kvinden i den gule regnjakke for at få hendes vidneforklaring. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Langvarig musik til ulempe – Benløseparken, Benløse, Ringsted

Kl. 21.32 rykkede politiet ud til en lejlighed i området, efter at flere anmeldere havde følt sig generet af høj musik til ulempe fra en af lejlighederne i området. Ifølge anmelderne skulle den høje musik være startet kl. ca. 14.00 og siden da generet de omkringboende. En patrulje kørte til stedet, hvor der i en lejlighed blev holdt fest. Den afbrød politiet og bortviste gæsterne, medens politiet forsøgte at få liv i en 16-årig ung mand fra Lolland, der lå og sov på toilettet. Han vågnede, men blev lidt utilfreds herover, så politiet tog ham med til en politistation, idet han havde holdt fest på bopælen tilhørende et familiemedlem, der var bortrejst. Efterfølgende blev den 16-årige afhentet af sine forældre, så dermed var festen også afsluttet for hans vedkommende.

Narkokørsel og hash – Søndre Parkvej Ringsted

Kl.01.40 blev en 31-årig mand fra Ringsted anholdt og sigtet for narkokørsel i en personbil på Søndre Parkvej i Ringsted. Ved en visitation blev han desuden fundet i besiddelse af 6,61 gram hash, som politiet beslaglagde med henblik på konfiskation. Han blev derfor også sigtet for lov om euforiserende stoffer og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Aquaplaning årsag til uheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 23.27 skete et uheld på Vestmotorvejen vestgående, da en bilist, en 31-årig mand fra Greve, overhalede en lastbil i kraftigt regnvejr. Der lå vand på kørebanen, så bilen aquaplanede og ramte autoværnet, hvorefter den snurrede rundt. En skiltevogn blev opsat til at lede trafikken uden om den havarerede bil indtil den blev fjernet af autohjælp. Den 31-årige slap fra uheldet uden personskade, men med en ødelagt bil.

Indbrud i Perioden

Holbækvej, Ørslev Under Skoven, Ringsted
Langebjergvej, Haraldsted, Ringsted

Del på sociale medier