Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2021/04/29 til 2021/05/11.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brandundersøgelse – Gyrstingevej, Ringsted

Kl. 18.38 rykkede brandvæsnet ud til ildebrand på en privat adresse. Branden var opstået ved et komfur, der var installeret i en garage. En 49-årig mandlige beboer på stedet havde inden branden kørt en barnevogn ind i garage og kunne ikke udelukke, at barnevognen måske havde ramt en af drejeknapperne på komfuret, som derved var blevet tændt. Oven på komfuret havde der ligget nogle trævarer, som på grund af varmepåvirkningen til sidst havde udviklet røg og var gået i brand. Også barnevognen tæt på komfuret havde fået brandskader. Ingen personer kom til skade ved branden, som altså kun forrettede mindre skader. Politiet har optaget rapport om branden for at kunne vurdere, om der måtte være grundlag for at sigte nogen for overtrædelse af brandlovgivningen.

To udlændinge mistænkt for cykeltyveri – Køge/ Ringsted

Kl. 15.03 blev en patrulje sendt til Køge Bugt Motorvejen sydgående, hvor en bekymret bilist havde bemærket en varebil på udenlandske nummerplader med trailer bag på, som kørte usikkert omkring afkørsel 31B Køge N.

Patruljen fik kontakt til den udenlandske bil på Vestmotorvejen, hvor bilen blev standset ved Ringsted. Politiet kontrollerede køretøj og føreren, en 42-årig mand fra Serbien, som rutinemæssigt blev testet for, om han var påvirket, hvilket ikke var tilfældet. Med som passager i bilen var en 40-årig mand fra Serbien.

Varebilen var ikke i lovlig stand, da den ifølge dansk lov skulle have været forsynet med en takograf, som registrerer køre-hviletider. Denne overtrædelse af færdselsloven har en bødetakst på 12.000 kr.

På traileren og i bilen lå 31 cykler, fladskærms tv og kufferter med tørvarer. Flere af cyklerne var efterlyste, så poltiet sigtede de to antrufne mænd for tyveri. Varebilen og traileren med gods blev beslaglagt, da politiet skal undersøge sagen og de mulige tyvekoster nærmere. De to mænd blev anholdt og taget med til politistationen til afhøring med tolk. Sagen efterforskes fortsat, hvorefter anklagemyndigheden skal tage stilling til, om de to anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Solouheld i det regnfulde vejr – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 03.33 skete et solouheld på Vestmotorvejen mod øst, da en lastbil aquaplanede og ramte autoværnet. Lastbilen kom ud af kurs og påkørte autoværnet, så det store køretøj hang fast, så der kom store skader på autoværnet. Lastbilchaufføren, en 25-årig mand fra Assens, slap uskadt fra uheldet. Motorvejen blev spærret af, mens der blev ryddet op efter uheldet, så der først kunne genåbnes omkring kl. 05.30.

Butikstyveri, vold og uorden – Ringsted og Køge

Kl. 20.43 kørte en patrulje til Nørre Torv i Ringsted, hvor supermarkedet Super Brugsen havde været udsat for butikstyveri. Personalet havde bemærket en mand, som opførte sig mistænkeligt. Pludselig forlod manden butikken uden at betale for de varer, som han havde puttet ned i en medbragt taske. Brugsmedarbejderen råbte manden an, men han flygtede fra butikken og medarbejderen tabte manden af syne. Foran Super Brugsen holdt en bilist, som så optrinnet og spurgte medarbejderen, om han havde brug for hjælp. Bilisten og brugsmedarbejderen aftalte, at bilisten ville kontakte medarbejderen, hvis han så butikstyven på vej hjem gennem byen.

Da bilisten kort efter kørte igennem Nørregade, så han butikstyven, som stod ved en bank og drak af en flaske rødvin. Han kontaktede Brugsuddeleren, som kørte til Nørregade, hvor de sammen konfronterede manden, som kunne mistænkes for butikstyveri. Den mistænkte, en 21-årig mand fra Bjæverskov, gjorde modstand over for de to mænd og der opstod tumult, hvor den 21-årige slog og sparkede efter de to mænd. Den hjælpende bilist blev ramt i ansigtet og på brillerne med en taske, så han fik rifter. Det lykkedes de to mænd at fravriste den 21-årige tasken med varerne, hvorefter den 21-årige løb fra stedet. Han havde stjålet dagligvarer, herunder flasken med vin til et samlet beløb af 143 kr. Alt ud over vinen kunne leveres tilbage til butikken, som ikke ønskede at gøre krav på erstatning.

Politiet efterforskede sagen og fandt frem til, at den mistænkte 21-årige mand boede i Bjæverskov ved Køge. En patrulje kørte til adressen, hvor den 21-årige blev anholdt kl. 22.20 og sigtet for butikstyveri og vold. Han gjorde voldsom modstand mod anholdelen, og han kaldte betjentene alverdens ukvemsord, hvilket var egnet til at forstyrre den offentlige orden, da der var flere tilhørere på gaden foran hans adresse. Han blev indbragt til Politigården, hvor han blev sat i detentionen til afrusning. Efter endt afhøring og sagsbehandling blev han løsladt tidligt torsdag morgen, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Grundlovsforhør i narkosag – Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk

To mænd fremstilles i dag kl. 12.30 i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk, som sigtet for narkobesiddelse i forening med henblik på videresalg efter straffelovens regler. De blev begge truffet i en bil som rutinemæssigt standset på Ringstedvej i Kvanløse i Holbæk onsdag aften kl. 22. De to mænd, en 49-årig mand fra Dianalund og en 46-årig mand uden fast bopæl med tilknytning til Holbæk blev ved en ransagning af bilen fundet i besiddelse af ca. 125 gram hash og ca. 141 gram amfetamin. Politiet foretog herefter ransagning af de to sigtedes opholdsadresser, hvor der ved en rasagning i Holbæk blev fundet 910 gram amfetamin. Anklagemyndigheden vil begære dørlukning i sagen, hvorfor det ikke er muligt at oplyse yderligere i sagen på nuværende tidspunkt.

Indbrudstyv overrasket – Kildeagervej, Benløse, Ringsted

Kl. 02.04 anmeldte en 57-årig mand fra Ringsted, at han var blevet vækket ved nogle mærkelig lyde fra soveværelsesvinduet. Han var stået op og havde nu set skyggen af en person, der tog flugten til fods og måske lidt senere blev set løb ad Roskildevej i sydvestlig retning. Anmelderen så på et tidspunkt også en hvid varebil i området, men kunne ikke konkret sætte den i forbindelse med den undløbne indbrudstyv. Tyven kunne ikke beskrives nærmere end en silhuet, men havde forsøgt at bryde soveværelsesvinduet op. Intet blev stjålet fra stedet, og et par patruljer, herunder en hundepatruljer, fandt umiddelbart ikke frem til den undløbne indbrudstyv.

Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der måtte have bemærket nogen på flugt i området, eller som måtte have oplysninger om en hvid varebil fra området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Unge butikstyve – Klosterparks Allé, Ringsted

Kl. 17.32 blev to 15-årige piger fra Ringsted tilbageholdt af vagten i Ringsted Outlet, hvor de var mistænkt for at have stjålet undertøj fra butikkerne Hunkemöller og Calvin Klein. Personalet i en af butikker havde bemærket de to piger, som havde haft en mistænkelig adfærd. Vagten blev derfor kontaktet og kunne på overvågningen i de to forretninger se, at pigerne havde stjålet undertøj fra forretningerne. Han tilbageholdt pigerne på parkeringspladsen, da de var ved at forlade Ringsted Outlet til fods.

En patrulje blev sendt til Ringsted Outlet, hvor også pigernes forældre kom til stedet. Politiet afhørte de to mistænkte, som erkendte tyveri af undertøj i forening for i alt 2910 kr. Undertøjet blev leveret tilbage til butikkerne, som derfor ikke havde et erstatningskrav.
De sociale myndigheder blev orienteret om sigtelsen af de to mindreårige piger, som begge kan forvente en bøde i sagen.

Mistænkeligt opkald fra “politimand” – Ringsted, Køge Kommune

Kl. 17.25 anmeldte en 75-årig kvinde fra Ringsted i Køge Kommune, at hun dagen forinden havde fået et mistænkeligt opkald fra en mand, som sagde, at han var politimand. Manden ringede fra hemmeligt nummer, og sagde til den 75-årige, at han efterforskede en sag om indbrud i garager i kvinden nærområde. Den 75-årige fattede mistanke til “politimandens” henvendelse og sagde, at han hun ville lave et kontrolopkald til politiet, for at få bekræftet, at hans opkald var reelt.

“Politimanden” bad den 75-årige lade være med at ringe til politiet med den forklaring, at det jo var ham, som kendte sagen. Da kvinden insisterede, afbrød manden forbindelsen. Den 75-årige blev ikke franarret personlige oplysninger i forbindelse med opkaldet, men politiet anser sagen, som forsøg på bedrageri.

Politiet vil gerne rose den vedholdende 75-årige kvinde, som holdt fast i sin skepsis, hvilket angiveligt gav manden i røret kolde fødder, så han afbrød opkaldet. En opfordring til borgere, som oplever noget lignende – Gør som den 75-årige: Afbryd opkaldet og kontakt den myndighed eller virksomhed, som opkaldet angiveligt skulle komme fra for at få bekræftet, at henvendelsen er reel.

Indbrud i Perioden

Holbækvej, Benløse, Ringsted
Bastionen, Ringsted
Sct. Gertrudsvej, Ringsted