Den 1. juli 2023 justerer AffaldPlus deres regler på genbrugs- og haveaffaldspladserne i bl.a. Ringsted Kommune. Fra da af er det ikke længere muligt at blive fritaget for betaling, hvis du afleverer privat affald i en gulpladebil, som har et CVR-nummer tilknyttet – medmindre du har købt og kan fremvise et gyldigt dagsbevis fra SKAT.

Motorstyrelsen er blevet opmærksom på, at det kniber med at følge regelsættet omkring varebiler. De har derfor igangsat en målrettet indsats for at få flere til at følge reglerne. Én af reglerne er, at det ikke er tilladt at aflevere privat affald på genbrugspladsen i en gulpladebil og blive fritaget for betalingen medmindre bilen er frikøbt via et dagsbevis fra SKAT. Den regel vil AffaldPlus gerne støtte om og håndhæve fra 1. juli 2023.

Færre diskussioner
I dag er det sådan, at vores genbrugsvejledere kan fritage en virksomhed for betaling, hvis de vurderer, at der var tale om ’entydigt, privat affald’. Men den vurdering er ikke altid lige nem og giver ofte anledning til diskussion. Derfor ser vi frem til helt klare regler, hvor et gyldigt dagsbevis er dét, der er afgørende.

Du skal stadig henvende dig
Hvis du har købt et dagsbevis til din gulpladebil og ønsker at blive fritaget, så kræver det, at du henvender dig til en genbrugsvejleder, når du er på pladsen. Benytter du en ubemandet haveaffaldsplads, skal du ringe til os på tlf. 5575 0800. Vi kan se dit dagsbevis i motorregistret og på den baggrund fritage dig.

OBS vedr. papegøjepladebiler
Papegøjepladebiler er ikke berørt af ovenstående. Hvis du kører ind i en papegøjepladebil med CVR-nummer tilknyttet, så vil du automatisk blive opkrævet for indkørslen. Kommer du med privat affald, skal du henvende dig til personalet for at blive fritaget.

Foto: ABW