p'Fodboldspiller Kristian Pedersen er udtaget til U21-landsholdet. Den unge forsvarsspiller er vokset op i Benløse og har spillet fodbold i Ringsted i mange år. Nu spiller han på HB Køges førstehold, og er altså udtaget til at spille for Danmark. Her fortæller Kristian Pedersen om sin interesse for fodbold, vejen til U21-landsholdet og drømmene der venter.

Hvornår opstod din interesse for fodbold?
Min interesse for fodbold opstod allerede da jeg var barn. Jeg har spillet fodbold siden jeg var 4 år gammel, og elsket det lige siden. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden fodbold.

Hvornår gik fodbold fra at være en fritidsinteresse til en karriere?
Jeg har længe væres seriøs omkring fodbold, men en karriere blev det den dag jeg skrev kontrakt med HB Køge, da det betød, at jeg blev fuldtidsprof.

Hvad har det krævet at nå dertil hvor du er nu?
Det har krævet en masse tro på mine egne evner. Jeg har ofret meget for at nå dertil hvor jeg er i dag. Jeg har ikke ligeså meget kontakt til de mange venner jeg før havde, og jeg går hverken i byen eller drikker alkohol, som mange andre unge mennesker gør.

Hvad betyder det for dig og din karriere, at du har fået en plads på U21 landsholdet?
Karremæssigt betyder det at få en plads på U21-landsholdet, at nogle døre åbnes for mig til større og bedre klubber. Personligt betyder det også en hel del. Som jeg nævnte før har jeg ofret meget for at nå dertil hvor jeg er, og det er et kæmpe skulderklap at få muligheden for at spille på U21-landsholdet. Det har helt sikkert givet mig mere blod på tanden til at fortsætte.

Hvad er dit ultimative mål med din fodboldkarriere?
Mit ultimative mål med min karriere er at nå så langt som muligt. Jeg vil gerne til udlandet og spille fodbold, og tjene en masse penge. Derudover drømmer jeg om at komme på landsholdet inden for de næste 3 år, og så derfra arbejde videre med at blive en stærk profil på det danske landshold. Min drømmeklub i Danmark er FCK, og min drømmeklub i udlandet er FC Barcelona. Det sidste er nok næsten umuligt at opnå, men drømmene lever da stadig.

/Stine Amanda