AAEAAQAAAAAAAAcSAAAAJGZhNmFlZjM1LWZkMjUtNGM3MS1iMWVhLTcwMTY1NTI5M2RhYwRingsted Kommune skolecenterchef Morten Bøgelund Andersen bliver ny direktør for det samlede velfærdsområde i Allerød Kommune fra den 1. marts 2016.

Morten Bøgelund Andersen har siden han begyndte i Ringsted Kommune 1. november 2013 haft ansvaret for udviklingen af skoleområdet i kommunen og har bl.a. startet den nye folkeskolereform op i Ringsted og været med til at sætte en helt ny udviklingsmodel i gang på tværs af børne- og ungeområdet.

”Morten Bøgelund Andersen har ydet en rigtig stor indsats for skoleområdet i Ringsted og insisteret på, at skolerne skulle udvikles gennem klar ledelse, tydelige forventninger og et klart defineret råderum for den enkelte skole. Det har vi været rigtig glade for, og jeg er sikker på, at Allerød Kommune vil få stor glæde af både hans tilgang og faglighed”, siger Henrik Harder, der er direktør bl.a. med ansvar for skolerne i Ringsted Kommune.

”Jeg har været utrolig glad for mit job i Ringsted Kommune og samarbejdet med skoleledere, medarbejdere og det politiske liv i kommunen. Skolerne er inde i en god udvikling og nu har jeg så fået en rigtig spændende mulighed for at komme til at arbejde med hele det kommunale velfærdsområde for både børn, familier og voksne. Og den udfordring ser jeg frem til”, siger Morten Bøgelund Andersen i forbindelse med jobskiftet.

Der igangsættes nu et rekrutteringsforløb og det forventes, at en ny skolecenterchef kan begynde i Ringsted Kommune den 1. august 2016. Frem til da, vil det være direktør Henrik Harder, der er konstitueret som skolecenterchef.