Folkeskolens ældste elever kan igen komme i skole på mandag. Skoledagen indrettes dog stadig efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger, så der vil på nogle skoler for eksempel være forskudte pauser eller forskellige mødetidspunkter. Forældre og elever opfordres til at holde sig orienteret via Aula. Det oplyser Ringsted Kommune i en pressemeddelse i dag. 

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Mandag den 18. maj åbner Ringsted Kommunes folkeskoler igen for 6.-10. klassetrin. Dermed kan eleverne igen se deres klassekammerater og mødes fysisk med deres lærere. Alle elever og forældre har fået besked via Aula og opfordres til forsat at holde sig orienteret i Aula.

”For de ældste elever har skolegangen de sidste mange uger været meget speciel. Alle vores skoler fortæller dog, at det faktisk er gået rigtig fornuftigt, og at alle elever er gået til den nye hverdag med smil på læben og stor selvdisciplin. Det er imponerende godt gået,” siger Klaus Hansen, formand for Børne- og Undervisningsudvalget, og fortsætter: ”Men jeg tror også, at alle glæder sig til, at hverdagen nu bliver lidt mere normal. Eleverne kan se deres kammerater i skolen igen og mødes fysisk med deres lærere. Det giver en anden kontakt, og det bliver godt for både elever og lærere at kunne ses i deres normale rammer. Jeg ved i hvert fald, at vi har en masse medarbejdere på skolerne, som glæder sig rigtig meget til at kunne mødes med deres elever fysisk og ikke kun gennem en skærm.”

Alle skoler klar til at modtage de ældste elever.
Alle skoler har brugt de seneste uger på at forberede sig på at tage imod de ældste klasser. Alle skoler i Ringsted Kommune er derfor også fuldt klar til igen at byde de ældste elever velkommen tilbage.

Skoledagen bliver dog ikke fuldstændig, som den plejer, for skolerne vil stadig indrettet hverdagen efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det betyder, at der for eksempel kan være forskudte pauser, forskellige mødetidspunkter eller mere udeundervisning. Der vil også være mere holdundervisning, og nogle klasser skal være i andre lokaler eller på andre lokaliteter. Der er også sat flere håndvaske op de fleste steder, og der er sat ind med ekstra rengøring.

Skolerne i Ringsted Kommune er meget forskellige, så det vil være forskellige tiltag på de enkelte skoler.

Elever og forældre opfordres til at holde sig orienteret via Aula. Man er også velkomne til at kontakte udskolingslederen på skolen.