Knapt 1.000 medarbejdere er blevet opfordret til at lade sig teste blandt Ringsted Kommunes medarbejdere på social- og sundhedsområdet. En enkelt er testet positiv og er gået i selvisolation. Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med smitteopsporing, oplyser Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.

Efter en enkelt medarbejder, der er ansat på Ringsted Kommunes Plejecenter Ortved, i sidste uge blev testet positiv for ny coronavirus, opfordrede Ringsted Kommune alle sine medarbejdere på social- og sundhedsområdet til at lade sig teste for smitte med ny coronavirus. Resultatet af medarbejdertesten er, at en enkelt medarbejder mere er testet positiv. Vedkommende er gået i selvisolation.

Styrelsen for Patientsikkerhed har kontakt til den smittede og er i gang med smitteopsporing og kontakter alle, der kan have være i risiko for at blive smittet af vedkommende.

Ringsted Kommune har den seneste tid haft god og tæt kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed, Region Sjælland og øvrige myndigheder. I forbindelse med den dialog opsatte Testcenter Danmark et midlertidigt testcenter i Ringsted. Her blev knap 1.000 medarbejdere fra Ringsted Kommunes social- og sundhedsområdet testet. En enkelt er altså testet positiv. Der mangler dog svar fra enkelte medarbejdere.

Borgmester Henrik Hvidesten siger:

”Der er et godt og tæt samarbejde mellem myndighederne, og vi har en god dialog med Region Sjælland og Styrelsen for Patientsikkerhed. Det har også udmøntet sig i etableringen af det midlertidige testcenter i Ringsted for at skabe det bedst mulige overblik over smitte-udbruddet i Ringsted. Jeg er glad for, at så mange har ladet sig teste, så myndighederne kan få et godt overblik over situationen og kan tilpasse indsatsen derefter,” siger borgmester Henrik Hvidesten og fortsætter:

”Jeg vil gerne takke Region Sjælland, Styrelsen for Patientsikkerhed og Testcenter Danmark for hurtig og kompetent reaktion. Jeg er glad for, at vi hurtigt kunne få etableret et testcenter i Ringsted, hvor vi både kunne få testet vores medarbejdere, og hvor borgere siden torsdag har kunnet lade sig teste. Jeg glæder mig også over, at vi nu har fået vished for, at vores medarbejdere – med undtagelse af den ene – ikke er smittet med ny coronavirus, og at så mange af vores medarbejdere har udvist forståelse og fleksibilitet og ladet sig teste.”

Alle borgere over 12 år kan testes i Ringsted
I testcenteret i Ringsted blev der åbnet for test af borgere torsdag morgen. 500 borgere har ladet sig teste i løbet af den første dag, og igen fredag har der været fuldt booket.

Testcenteret i Ringsted er midlertidigt. Det er foreløbigt muligt at lade sig teste i Ringsted frem til søndag den 16. august.

Testcenter Ringsted ligger på Tværalle 5, 4100 Ringsted, og har åbent alle dage kl. 10.00 – 16.00.
Testcenter Danmark driver testcentrene i Danmark, også det i Ringsted, hvor borgere uden symptomer kan blive testet. Testcenter Danmark er etableret i samarbejde mellem regeringen og regionerne og er under ledelse af Statens Serum Institut.

Bestil tid til test via coronaprover.dk
Har du ikke symptomer på COVID-19, men vil testes alligevel, kan du blive testet i ét af Testcenter Danmarks teststeder. Du skal bestille tid via coronaprover.dk.

Hvis dit barn er imellem 12-15 år, kan du som forælder, logge ind med dit NemID og bestille tid til dit barn. 15-18-årige skal bruge deres eget NemID til at bestille tid.

Skal børn under 12 testes, skal de henvises via egen læge.

Har du symptomer på COVID-19, skal du kontakte din læge eller lægevagten først.

Foto: ABW