download (5)Hvad køber danskerne i julegave til deres familie – og er det, hvad familien ønsker sig? Er det egentlig OK at give pengegaver, og hvilken aldersgruppe bytter halvdelen af julegaverne?

Arbejdernes Landsbank og Userneeds har spurgt 1.500 danskere i alderen 18-70 år om deres julegavevaner. Det er der kommet mange interessante svar ud af, som filialdirektør Helle Bang fra Ringsted giver videre her.

Gaver kommer man ikke uden om til jul. Ifølge undersøgelsen er smykker den mest sandsynlige gave fra manden til konen/kæresten, efterfulgt af tøj og boligtilbehør.

Den klart mest sandsynlige gave fra kvinde til mand er tøj. Flere steder i landet, især i hovedstadsområdet, er der også gode chancer for, at manden får bøger eller vin/spiritus.
Tøjgaver til mænd stemmer rigtig godt overens med mændenes egne julegaveønsker, hvor tøj ligger øverst. På kvindernes ønskesedler er det faktisk ikke smykker, der topper listen, men derimod boligtilbehør, hudplejeprodukter, tøj – og en nem gave som gavekort, hvilket mange mænd sikkert bliver glade for at høre. Smykker kommer først ind som nummer 6 på listen.

Flest kæmpegaver i Nordjylland
I gennemsnit koster årets julegave 463 kr., og der er ikke den store forskel mellem de 5 regioner i Danmark. Region Nordjylland topper med 475 kr. pr. gave. I Region Sjælland ligger gaven i snit på 459,00 kr.
De fleste par planlægger at give hinanden gaver for 500 kr. til 1.000 kr. I Region Nordjylland planlægger 32 pct. at give partneren for mere end 1.000 kr. I de andre landsdele er det kun omkring 20 pct., der budgetter med over 1.000 kr. på denne gave.

Når det gælder gaver til børnene, ligger flertallet af gaverne mellem 250 kr. og 500 kr., mens gaver til mor og far typisk ligger et sted mellem 100 og 500 kr. Overraskende nok kan omkring 3 pct. af landets hunde og katte også forvente at få gaver for over 500 kr.

Pengegaver kan gå an
Et flertal af danskerne synes, at det er OK at give penge i julegave, men begejstringen er ikke meget over middel. Mest skeptisk er man i Region Hovedstaden, mens jyderne er mest positive. Mænd er generelt mest positive over for konceptet med pengegaver. Og faktisk ligger pengegaver meget højt på ønskelisten hos de 18-34-årige, mens det ligger langt nede for øvrige aldersgrupper.

Skal julegaven byttes?
Det er i øvrigt en myte, at alle julegaverne skal byttes: 70 pct. af os beholder faktisk alle gaverne, og 15 pct. bytter kun 1 gave. Undtagelsen er de unge mellem 18 og 34 år, som bytter 50 pct. af gaverne. Region Sjælland er den region, hvor man bytter mindst.

I gennemsnit er vi 7,2 personer, der holder juleaften sammen. Hele 80 pct. spiser and og risalamande, mens lidt færre spiser flæskesteg. Arbejdernes Landsbank i Ringsted ønsker alle en god jul.